|
Back to Basics om kommaslagsmålet
Noget om nogle basale færdigheder, nyttige i mange sammenhænge
Følg menuerne herover
Back to Basics
[delside for (dansk)lærere og andre interesserede i en enkel, men korrekt tegnsætning.]
Hvorfor den nye måde at sætte tegn på?
Kommakrigen
I Weekendavisen fra den 8/1 2010 finder vi et læserbrev af Poul Erik Hornstrup, Frederiksberg. Det tillader jeg mig at bringe i sin fulde længde [og skulle det være mod nogens copyright, vil jeg selvfølgelig fjerne det igen], for det er en meget passende kommentar, synes jeg, til “kommatilstanden” nu flere år efter at Dansk Sprognævn lod sig inspirere fra Norge og indførte (prøvede at indføre!) et nyt kommasystem à la Norwege. Nemlig at der ikke rigtigt sker noget. Aviserne er i hver fald lige så stædige i dag som de var i 1948, da vi sidst lavede afgørende om på de danske retskivningsregler. Læsrbrevet lyder:
{citat:}Arne Hardis afslører i sin artikel 23. december (Den kjølbyeske kommagåde), at han interesserer sig overordentlig lidt for kommaer, men så meget desto mere for kommaregler.
Deri er han på linje med flertallet af kommafanatikere, der skriver spalte op og spalte ned om det »grammatiske« kommas fortræffelighed og Sprognævnets ondskab og uforstand. En ganske besynderlig situation; jeg kan ikke komme i tanker om noget andet eksempel på, at reglerne for at bruge en ting interesserer folk så meget, at de glemmer at forholde sig til tingen selv.
Hvis kommaer ikke var i den grad feticherede som de er, men betragtedes som en del af skriftsproget på linje med punktummer og udråbstegn, så skulle man tro, målet var at bruge det hele til at formulere sig så klart, smukt og forståeligt på skrift som muligt.
At det ikke forholder sig sådan kan man se af, at de allerfleste taler om kommaer som noget man sætter når teksten er skrevet færdig — altså et fremmedlegeme som føjes til, en slags grammatisk sudoku som skal løses korrekt, så man kan bevise at man har lært det.
Hardis’ lærerinde, den fortræffelige fru Kjølbye, tænker ganske åbenbart også sådan. Den opgave hun stiller er at sætte kommaer i sætningen »Arne der jo staver udmærket kunne hvis han tog sig lidt sammen også lære at sætte kommaer«.
Men en mere meningsfuld opgave ville faktisk være at formulere den gordiske knude af en sætning ordentligt! De mange indskud er helt overflødige og tjener kun som påskud for at løse kommasætningsgåden. »Arne staver jo udmærker (og) han kunne også lære at sætte kommaer hvis han tog sig lidt sammen.«
De to helsætninger kan man så adskille med komma eller punktum efter skøn (for læg mærke til at punktum, i modsætning til komma, er et tegn man bruger efter moden overvejelse, ikke efter·»punktumregler«).
»Arne staver jo udmærket, og han kunne også lære at sætte kommaer hvis han tog sig lidt sammen.” Flere kommaer behøves ikke for at gøre sætningen læselig. Mange vil insistere på at sætte et til (eller to!), og fred med det (ene). Men at insistere på at alle skal sætte de samme overflødige kommaer er regeltyranni og pjat!
{citat slut}
Kommentar hertil
Efter nu at have ført min egen private kommakrig (på Sprognævnets side), er jeg tilbøjelig til at give hr. Hornstrup ret i de her anførte betragtninger. Lad dog være med at tage det så højtideligt; men tag så – for læselighedens skyld – og glem alle de overflødige kommaer foran fx “som” og “der”. Hvis vi gjorde det, ville vi i hvert fald (efter)ligne andre sammenlignelige folk i den måde dé skriver på.
Og selvfølgelig bør det være sådan at kommaer sættes idet man skriver, som det nævnes, fuldstændig som man sætter punktum o.lign.
Med hensyn til regeltyranni kan man jo spekulere på om læserbrevet er gengivet med den originale tegnsætning. Jeg har i hvert fald tit været ude for at nogle velmenende ignoranter (i betydningen af de ikke véd hvad de gør) har rettet min korrekte tegnsætning til noget værre miskmask. Man kunne have mistanke til at noget tilsvarende er sket her.
Enkle regler
Men lad mig – ud fra dette læserbrev – prøve at sætte nogle enkle regler op som skulle være til at følge mens man skriver.
- Det første man skal være OBS på, er helsætningskommaet (ikke at man nødvendigvis behøver at have styr på grammatikken). Og her er ordene “og”, “eller” og “men” særlig værd at lægge mærke til. Det sidste først: Man må altid gerne sætte komma foran “men”, så det gør vi bare. Dermed er vi sluppet for besværet med at vurdere om der er en sætning efter eller ej. – Det er man til gengæld nødt til at gøre op med sig selv i skriveøjeblikket med ordene “og” og “eller”: Kan det jeg skriver nu, stå alene? Hvis ikke, skal der ikke noget komma foran de to ord når jeg bruger dem.
- Regel to kunne så passende være: Spring alle tanker om komma foran “at”, “som”, “der”, “når” og alle “hv-ord” over, på nær i indskud! (Så behøver man heller ikke bekymre sig om idiotkommaer!)
- Tredje regel har noget med verballed at gøre (det led jeg kan sætte “jeg” foran). Hvis verbalet kommer før subjektet (det led “der gør noget ved verbalet”), er et komma påkrævet (efter reglerne) og ønskværdigt (af hensyn til forståelsen). Det svarer nemlig til den minipause der er i sproget foran denne sætningskonstruktion. Altså som her: »Er der noget ved at sætte tegn, skal det kunne gøres mens man skriver.« - “Skal” kommer foran “det”!
Nu vil jeg tillade mig at gentage læserbrevet og denne gang sætte de kommaer som Sprognævnet anbefaler (og stryge de andre), sådan:
ARNE Hardis afslører i sin artikel 23. december (Den kjølbyeske kommagåde) at han interesserer sig overordentlig lidt for kommaer, men så meget desto mere for kommaregler.
Deri er han på linje med flertallet af kommafanatikere der skriver spalte op og spalte ned om det »grammatiske« kommas fortræffelighed og Sprognævnets ondskab og uforstand. En ganske besynderlig situation; jeg kan ikke komme i tanker om noget andet eksempel på at reglerne for at bruge en ting interesserer folk så meget at de glemmer at forholde sig til tingen selv.
Hvis kommaer ikke var i den grad feticherede som de er, men betragtedes som en del af skriftsproget på linje med punktummer og udråbstegn, så skulle man tro målet var at bruge det hele til at formulere sig så klart, smukt og forståeligt på skrift som muligt.
At det ikke forholder sig sådan, kan man se af at de allerfleste taler om kommaer som noget man sætter når teksten er skrevet færdig — altså et fremmedlegeme som føjes til, en slags grammatisk sudoku som skal løses korrekt, så man kan bevise at man har lært det.
Hardis’ lærerinde, den fortræffelige fru Kjølbye, tænker ganske åbenbart også sådan. Den opgave hun stiller, er at sætte kommaer i sætningen »Arne der jo staver udmærket kunne hvis han tog sig lidt sammen også lære at sætte kommaer«.
Men en mere meningsfuld opgave ville faktisk være at formulere den gordiske knude af en sætning ordentligt! De mange indskud er helt overflødige og tjener kun som påskud for at løse kommasætningsgåden. »Arne staver jo udmærker (og) han kunne også lære at sætte kommaer hvis han tog sig lidt sammen.«
De to helsætninger kan man så adskille med komma eller punktum efter skøn (for læg mærke til at punktum, i modsætning til komma, er et tegn man bruger efter moden overvejelse, ikke efter·»punktumregler«).
»Arne staver jo udmærket, og han kunne også lære at sætte kommaer hvis han tog sig lidt sammen.” Flere kommaer behøves ikke for at gøre sætningen læselig. Mange vil insistere på at sætte et til (eller to!), og fred med det (ene). Men at insistere på at alle skal sætte de samme overflødige kommaer, er regeltyranni og pjat!
Som det ses, gav det jo ikke de mange rettelser.
Men hvis avisen nu skulle have brugt den sædvanlige “tyskerkommatering”, som den gør i sine andre artikler, var der i sandhed noget at komme efter; se bare her:
ARNE Hardis afslører i sin artikel 23. december (Den kjølbyeske kommagåde), at han interesserer sig overordentlig lidt for kommaer, men så meget desto mere for kommaregler.
Deri er han på linje med flertallet af kommafanatikere, der skriver spalte op og spalte ned om det »grammatiske« kommas fortræffelighed og Sprognævnets ondskab og uforstand. En ganske besynderlig situation; jeg kan ikke komme i tanker om noget andet eksempel på, at reglerne for at bruge en ting interesserer folk så meget, at de glemmer at forholde sig til tingen selv.
Hvis kommaer ikke var i den grad feticherede, som de er, men betragtedes som en del af skriftsproget på linje med punktummer og udråbstegn, så skulle man tro, målet var at bruge det hele til at formulere sig så klart, smukt og forståeligt på skrift som muligt.
At det ikke forholder sig sådan, kan man se af, at de allerfleste taler om kommaer, som noget man sætter, når teksten er skrevet færdig — altså et fremmedlegeme, som føjes til, en slags grammatisk sudoku, som skal løses korrekt, så man kan bevise, at man har lært det.
Hardis’ lærerinde, den fortræffelige fru Kjølbye, tænker ganske åbenbart også sådan. Den opgave, hun stiller, er at sætte kommaer i sætningen »Arne, der jo staver udmærket, kunne, hvis han tog sig lidt sammen, også lære at sætte kommaer«.
Men en mere meningsfuld opgave ville faktisk være at formulere den gordiske knude af en sætning ordentligt! De mange indskud er helt overflødige og tjener kun som påskud for at løse kommasætningsgåden. »Arne staver jo udmærket (og) han kunne også lære at sætte kommaer hvis han tog sig lidt sammen.«
De to helsætninger kan man så adskille med komma eller punktum efter skøn (for læg mærke til at punktum, i modsætning til komma, er et tegn man bruger efter moden overvejelse, ikke efter·»punktumregler«).
»Arne staver jo udmærket, og han kunne også lære at sætte kommaer, hvis han tog sig lidt sammen.” Flere kommaer behøves ikke for at gøre sætningen læselig. Mange vil insistere på at sætte et til [det jeg nu har sat foran “hvis”] (eller to!), og fred med det (ene) [et evt. komma foran “at” vil netop her være “idiotisk” da der ikke følger en sætning efter]. Men at insistere på at alle skal sætte de samme overflødige kommaer, er regeltyranni og pjat!
Sådan!
* Kursusdele til indøvelse af tegnsætning
* Der arbejdes p.t. på en delside med gennemgang af et sæt enkle regler for kommatering beregnet for den sikre sprogbruger som gerne vil følge Dansk Sprognævns anbefalinger.
|
