|
Back to Basics
Noget om nogle basale færdigheder, nyttige i mange sammenhænge
Følg menuerne herover
Back to Basics
[delside mest for (dansk)lærere]
I slutningen af sommerferien plejer det at være tid for den obligateårlige diskussion om skolen. Nu er det åbenbart skiftet til at være en åretrundtdiskussion. Måske kan man i denne forbindelse finde et par indlæg på denne hjemmeside som kunne være af interesse.
I 30’erne
Alting var altid bedre i gamle dage, og vi havde altid hvid jul!
Fx havde vi i 30’erne nogle af historiens største folkeforførere, dem er der stadig en levende interesse for, i hvert fald den tyske version af dem.
I 30’erne havde vi de største forbrydere i USA, og dem fortælles der stadig (film)historier om.
Endelig er det i 30’erne mennesket får de bedste ideer, dem nobelpriser deles ud efter – mange år efter. Så jeg må konstatere at jeg holder mig inden for normalkurven da jeg også nok har fået de mest revolutionerende ideer til undervisning for 30 år siden, dengang jeg var i 30’erne. De nye og anderledes metoder er selvfølgelig blevet forfinet igennem årene, men det er faktisk sjovt at konstatere, retrospektivt, at et par af mine ideer som dengang ikke liiige faldt i god lærerjord, i dag er ved at være god latin på bjerget. Om det så er det længere ned ad det, bjerget, altså, er måske en anden sag … Det kan være det kommer.
Fx at man har afskaffet ordenskarakteren i “dansk stil”, og at man er begyndt at evaluere “fra oven” i stedet for “fra midten”. Det kan man læse mere om i mit pdf-udpluk af min gamle ISJ-rapport.
ISJ-rapporten
[Her er lige nogle pdf-filer jeg skal have fundet frem.] Hold øje med menuen i højre spalte hvor de vil dukke op når de er dukket op.
Vigtigste værktøjer
Men nu skal det hele jo ikke udvikle sig til et nostalgisk egotrip fra landsby- og storstadsdegnen, så lad mig her komme med et par fif jeg tror kunne være nyttige for den der står med skoen på i dag. Måske er der ét og andet fra min erfaringsverden som kan bruges af en eller anden, om ikke andet så som et afsæt for egne nye, gode ideer:
De to vigtigste discipliner jeg har oplevet vi kan arbejde med i dansk (og i en masse andre fag også), er DVF og VFFT.
??!!
DVF
Det veldisponerede foredrag
VFFT
Værkstedet for frosne tanker
Og til begge disse discipliner er der to værktøjer som er vigtige, idéedderkoppen og talekortet. Disse to værktøjer gør man rigtig meget brug af ude i det virkelige liv, så hvorfor ikke også i skolen.
Læs også om idéedderkoppen og talekortet
Gode, gamle værktøjer
Oplæsning
Oplæsningens ædle kunst er heldigvis blevet genopdaget takket være, tror jeg, et ganske fint stykke lobbyarbejde fra Dansklærerforeningens side. Hurra for det.
Min eneste kommentar hertil er blot: Det vigtigste oplæsningsfif er vel egentligt at man lærer ungerne at overse alle startkommaerne (altså kommaer foran at, som, der, fordi + alle hv-ord). OG at de bliver undervist i det nye komma (og jeg véd godt at det hedder det ikke længere)! Skriv fx en tyskerkommateret tekst ud, og bed eleverne strege alle startkommaer ud inden i de begynder at øve oplæsningen.
Referatstil
For over 30 år siden smed man en masse gode værktøjer ud med badebarnet, herunder referatstilen og genfortællingen. <Læs om Den sorte skole på hovedsiden spongenberg.dk> Faktisk temmelig dumt, for med afskeden til disse givtige danskøvelser tog man samtidig livet af skoleelevernes (og nu en hel voksengenerations) stilsikkerhed, sprogfornemmelse og sans for syntaks.
Denne udmærkede øvelse burde manderfor tage op igen. Og hvis man oven i købet fornyer den med brugen af notatteknik, har man faktisk et udmærket redskab til klogskabshøjnelse.
Kopier
I tider hvor man har anset antallet af kopier for at være ligefrem proportionalt med lærereffektivitet, har man lige glemt at en kopi som den lærende ikke selv har gennemarbejdet, er totalt værdiløs, ja, ikke det genbrugspapir værd den er trykt på. Så når man på en *koference (!) proklamerer at “I kan få kopier af plancherne bagefter”, har man samtidigt signaleret at det foredrag man holder, ikke er værd at huske!
[*Her er en af de kreative slåfejl (jf. omtalen af Rodari i Fantasiens Grammatik/ISJ-projektet): et seminar eller kursus hvor man fodrer deltagerne af med kopier som køer med hø, må nødvendigvis være en koference!]
Gennemgang af fællestekst
Måske skulle man også advare lidt mod den fuldstændige individualisering af undervisningen og foreslå at man, i det mindste af og til (måske lige frem temmelig tit) sørger for en gennemgang af det samme stykke litteratur på klassen. Allerede i vores gymnasietid hed det temmelig ironisk: “Hellere en kommentar uden litterært værk end et værk uden kommentar.” Så efter ’68 blev det politisk korrekt at afskaffe kommentaren. Med det resultat at en masse ord og begreber forblev volapyk for de fleste. For referatet af historien, ordforklaringen osv. er den bedste garanti for at alle elever er opdateret på deres kulturelle paratviden (også dem der ikke lige fik læst til i dag). Så de fx ikke møder op i gymnasiet med kun det disneyficerede kendskab til H. C. Andersens eventyr og tror at vi véd hvad Den lille Havfrue hed til fornavn. (“Hed”, ja, for hun er nok som bekendt død, og det er ikke lige dér Disney sætter sit sæbepulvernavn ind! På skumboblerne altså …)
I øvrigt kan kommentaren også afhjælpe det kulturtab der ligger i at moderne skoleelever næsten ikke kan læse en blot lidt ældre tekst (fx en over 30 år gammel) fordi de reverenter talt ikke forstår hvert andet ord. Man har dermed forskertset mange unges mulighed for at være litterært forbundne med en kæmpe kulturskat. – Fik du den?!
Udenadslære
Nu skal det indrømmes uden forbehold at noget af det værste jeg mindes fra min egen skoletid, er salmevers! “Salmevers” betød nemlig dengang udenadslære, og når man som jeg altid har haft svært ved at lære noget udenad, var det selvfølgelig ikke lykken. Derfor skal det heller ikke blot hedde sig her “at vi havde godt af det dengang, og vi har siden haft stor glæde af det”. Jeg kan kun ærgre mig over at vi blev udsat for disse strabadser uden at have den rette teknik. For det at kunne noget udenad er faktisk en herlig ting som er virkelig personlighedsopbyggende, og som man kan have stor glæde af.
Når jeg har set beundrende på min kones fremragende undervisning i tidlig engelsk og konstateret at her er udenadslære tilladt, har jeg tænkt: “Hvorfor kan man ikke gøre noget tilsvarende med dansk?” Og selvfølgelig kan man det.
I det stykke har min linjefagsuddannelse i musik været til hjælp. Skal man nemlig som dirigent have korets fulde opmærksomhed på sin direktion, kan det ikke nytte noget at dets medlemmer står med næserne begravet i noderne. Løft hovedet, du raske gut og glut, og lad sangen få vinger!
Og der findes faktisk en meget enkel fidus til at få lært et vers udenad. Ja, den er så enkel at man kan skrige over at man har spildt alle de timer på frugtesløs opøvelse af salmevers i 50’erne.
Om kunsten at lære udenad
Det smarteste er faktisk at have den sang man vil have lært udenad, på en overhead.
Ét vers ad gangen.
Syng første vers igennem. (Sørg for at alle får anbragt ret stavelse på ret node, kort sagt: at de synger korrekt, ellers bliver dette en indøvelse i fejl!)
Anbring et stykke papir over overheaden sådan at det bageste ord i første linje er dækket til.
Syng verset igen.
Ryk papiret ind bagfra, så et par ord i første linje og bageste ord i næste linje er dækket.
Syng verset igen.
Ryk papiret lidt længere ind skråt fra højre.
Syng verset igen igen.
Fortsæt sådan indtil kun første ord i hver verselinje er synligt.
Og viola! Verset er lært af alle i klassen, uden gråd og tænders gnidsel.
Og hvis man på denne måde tager et “dagens vers” hver dag, vil ungerne have brugt en milliardtedel af deres hukommelseskapacitet til noget virkelig kreativt (= noget som kan bruges i andre og uventede sammenhænge).
Og man risikerer at de tager ved lære og begynder at lære noget udenad for sig selv, for sjov skyld!
Skub papiret lidt til venstre for hver gennemlæsning/fremsigning
Gode, nye værktøjer
Når man i dag tænker tilbage på hvad vi drømte om for 30 år siden på it-området, og så ser hvad der er virkelighed i dag, må man konstatere at det er ren baronens seng! Tænk hvilke muligheder vi har efter at edb-anvendelsen har vundet så bred indpas i skolens hverdag. Men når man så som tilsynsførende til de skriftlige termins- og afgangsprøver, også i det nye årtusinde, ser hvordan de unge mennesker anvender den nye teknik, må man rive sig i håret af fortvivlelse over hvor lidt kreativt de forstår at anvende dette fremragende stykke værktøj. Så vi henviser lige til et par fif fra den 30 år gamle ISJ-rapport som faktisk stadig kan have en vis aktualitet. <Se spalten t.h.>
Vi er forskellige
Det turde vist være et faktum at piger og drenge er forskellige (jeg tør i hvert fald godt sige det)! Men lad mig så moderere det til at nogle drenge kan have svært ved at styre flere forskellige ting i skriveprocessen på én gang; de har ikke nogle pigers blæksprutte-evner. Derfor er det (for dem) vigtigt at man lærer dem at adskille den kreative og den kritiske fase i den første gennemskrivning. Det er vitterligt sådan at man er i højrisikogruppe for at glemme det man har på hjerte, hvis man først lige skal finde ud af hvordan det ord man er i gang med, skal staves.
Det værste eksempel på denne lammende proces har jeg fra min seminarietid (fra ‘68 og frem!). I en skolepraktiktime var de arme unger fra 2. klasse (!) blevet sat til at skrive en historie om en tur de havde været på. Og kampen med blyanterne (hvor er det meget nemmere med en Mac <Se Etb og indskoling i ISJ-projektet>) var organiseret sådan at hver gang ungerne ikke kunne stave et ord, skulle de række en finger i vejret, hvorefter vi fire (3 praktikanter + én lærer) kom ilende til, hørte hvad ordet var og skrev det på tavlen. (Hvor lang ventetid mon det ville give i en normaltime med kun én lærer ved roret!)
Så ikke nok med at det arme barn blev standset i sin tankefastfrysningsproces, det skulle (og her er ded reverenter talt lige før en får lyst til at svovle lidt) også igennem den svære proces at kopiere en tavleskrift ned til sit eget papir. Se op, der er en lop’; se ned, det hele går i ged!
(Her kan det til gengæld glæde en gammel bedstefar at i hvert fald de børnebørn der går i skole i Virum, får lov at stave som de vil i første omgang, og at man ligefrem beder forældrene lade være med at rette deres historier. Den rette stavning af ordene kommer på et senere tidspunkt.)
****
Så som i sløjdlokalet er der også i Skriveværkstedet brug for nogle fiduser <jf. ISJ-projektet>.
I skriveværkstedet
gælder derfor følgende regler.
Ved første gennemskrivning (som evt. styres af idéedderkoppen)
1) er ordkontrollen slået fra
2) skrives der blot deruda’
Ad 1) Det er umuligt at se bort fra alle de røde streger der kommer i teksten blot fordi man kommer til at ramme en forkert tast i farten, eller man ikke lige véd hvordan man staver dét og dét ord.
[OG som før nævnt: Stavekontrollen bør hedde en ordkontrol da den ikke kan kontrollere om man har stavet rigtigt, blot om man har anvendt et anerkendt ord.]
Ad 2) Farten er nemlig det afgørende. Hvor tit sker det ikke at man har en fin formulering i hovedet, men fluen en fløjet inden man når at fange den i nettet eller fastfryse den til papiret. Så derfor er alt der kan distrahere en flydende nedfældning af tanker i første gennemskrivning, bandlyst!
Elevøvelse
Til opøvelse af denne koncentration om det kreative i første gennemskrivning (unoder er nemlig meget sværere at udrydde end indlæring af “noder”) kan man passende sætte klassen til at skrive en stafethistorie.
- Del klassen op i grupper af tre
- Giv dem en fælles overskrift (eller en fælles begyndelseslinje, fx denne fra De tre Musketérer: “Det var en mørk og stormfuld nat”)
- “I skal nu på skift skrive en historie, så lang som muligt, så hurtigt som muligt."
- Der må ikke rettes undervejs (heller ikke trykfjel)
- Man må ikke blande sig i hvad der skrives (ingen snak, host eller anden meningstilkendegivelse); al form for kommunikation er således strengt forbudt! På nær hvis den skrivende gribes i at ville rette i det allerede skrevne, så er det tilladt at prikke vedkommende (forsigtigt! tænk at det skulle være nødvendigt at sige det …) på skulderen.
- Efter et aftalt punkt (et afsnit, et punktum, et minut …) skifter man til næste deltager.
- Nr. 2 skal så forsætte historien ad det spor den første har lagt, men må selvfølgelig gerne dreje den i sin egen retning.
- Nr. 3 fortsætter så i sin tur på historien, gerne med sin overraskende drejning.
- Og så nr. 1 igen …
- Indtil stafetten blæses af med et “nu er det slut!” fra instruktøren.
Først da (!) er det tilladt at se kritisk på det skrevne. Gruppen må så i fællesskab rette åbenbare fejl (slå gerne ordkontrollen til igen), spørge til uklare formuleringer, stramme stilen op, slette unødige gentagelser, sætte effektfulde gentagelser ind. Kort sagt gøre stafethistorien mere læseværdig for andre.
Til sidst laves udskrift (gerne i stor skriftstørrelse: rubrik 36-punkt, brødsats 16-punkt) til vægavisen!
Andre elevøvelser
Og så er der lige et par andre fif på lager (fra ISJ-rapporten) som er gode igangsættere i den vanskelige skriveproces.
- Fantasiens Grammatik og Gulerodsprinsesser
- Kreativ skrivekunst
- Lille lærer, hvad nu?
- Stråtækt skoledag og Koks i edb-lokalet
Koks i eller fyr på edb-lokalet?
Hvem kender ikke situationen? Man har endelig overtalt sig selv til at slæbe klassen op i datalokalet eller man har fået hjælp til at slæbe alle de bærbare ned i klassen, for nu skulle den nye teknik ha’ hele armen, også i min undervisning.
Og hvad er det så lynhurigt endt med? At man springer uhjælpeligt rundt mellem en hel masse frustrerede unger som ikke kan få skidtet til at fungere som de have tænkt sig!
“Hvordan får man den til det? Hvad gør vi nu? Hvad er der nu sket? Hvorfor kan jeg ikke? Det hele er forsvundet …”
Summa summarum: Hvis jeg nogensinde skal bevæge mig ind på dette åndssvage område igen, skal der i hvert fald være mandsopdækket med lærere !!! Og hvornår er det lige dét kan lade sig realisere?
Hvad kan man gøre for at undgå at man havner i denne situation?
Jeg tror jeg har fundet et par fiduser.
Del op
Først skal man gøre sig klart hvor meget ungerne i klassen i forvejen véd om edb? Kan de tænde og slukke? Kan de komme ind på netværket? Kan de starte tekstbehandlingen? Kan de gemme?
Lav evt. en spørgeskemaundersøgelse i forvejen på klassen, så alle har mulighed for at svare anonymt (hvis det kan være et problem at indrømme at man ikke kan så meget som man tror de andre tror de kan).
I dag er det sådan at i alle klasser er der en eller flere nørder som har tjek på en masse teknik. Dem skal man som lærer ikke være bange for. Anerkend deres talenter, og brug dem aktivt!
Fordel ungerne så de der ingenting kan, er fordelt ud over grupperne, og de der kan en masse, ligeledes er fordelt.
Sørg for at der ikke er en computer til hver. Det er faktisk bedst at de tvinges til at samarbejde. Så to om hver computer er fint, tre er ok; flere dur ikke!
Ubøjelige principper
To regler der kræver dødsstraf hvis de brydes:
- Kun den “der er på” må røre tastatur eller mus
- Man må ikke vise hvordan man gør
??!!
Jo, det er temmelig katastrofalt hvis den der skriver, pludselig befinder sig et helt andet sted i dokumentet fordi en af de andre lige skal lege lidt med musen. Andre må heller ikke trykke på tastaturet blot fordi den skrivende ikke kan finde den rette taste hurtigt nok. – Fortæl hvor den pågældende taste befinder sig, så den der skal lære det, får en rimelig chance for at gøre sig sine erfaringer – i sit eget tempo.
På samme måde er der ikke noget der hedder “du skal bare gøre sådan”, med en tempoforevisningen som den lærende ikke har en kinamands chance for at følge med i. – Al instruktion skal tales igennem. Den der instruerer, må ikke røre noget som helst. Han må kun tale den anden gennem forhindringerne.
Denne metode har så den deleffekt at ungerne lærer at respektere hinandens forskellighed, at nogle er hurtigere end andre til at opfatte en besked, at en besked kan misforstås hvis den ikke er klar nok, og at ord kan misforstås fordi de ikke nødvendigvis kun betyder én ting …
Atomfysikmodellen
Jeg mener man som dansklærer fx bør undervise sine elever i de mest elementære layoutprincipper. Og her er faktisk et område hvor læreren har mulighed for at være foran alle tekniknørderne, for det véd de nødvendigvis ikke så meget om <link til layout>.
Så når man skal lære et hold elever noget nyt med computerne, har jeg god erfaring med “kædereaktionsprocessen”.
Undervisning ved computere lykkes som regel bedst ved en til en-instruktion. Og skal alle 25 have en sådan af læreren, bliver ventetiden naturligvis urimelig lang for de sidste i køen.
Blot ikke hvis man sætter en kædereaktion i gang.
Læreren begynder med at instruere to elever i det nye. Sikrer sig at de kan det ved at de viser at de kan (ikke at de siger at de kan). De to sendes så ud til hver to mere, som i sin tur sendes ud til to mere.
Og pludselig er klassen en eksplosion af aktivitet, og læreren behøver ikke forlade timen som om det er ham der har fået en A-bombe i hovedet.
Aber dabei
Vær lige opmærksom på at metoden her kræver en godt samarbejdet klasse. Elever som ikke er trygge ved hinanden, accepterer ikke andre end lærerens forklaring.
Og så er der også eleverne med selvtilliden under gulvbrædderne: “Skal jeg instruere dem som er så dygtige i dét?!”
Men med lidt øvelse går det faktisk meget godt. Det er blot et spørgsmål om tilvænning. Og forklarer man fordelene for eleverne at de ikke hele tiden skal sidde og vente på læreren, accepterer de fleste hurtigt de nye rollefordelinger. Alle bliver nemlig både instruktører og instruerede, skiftevis, for man begynder naturligvis ikke hver ny instruktion med de samme to elever.
Og har klassen først grebet metoden, er man selv herligt hurtigt fri til at kunne yde katastrofehjælp hvor dét behøves.
For husk § 1 i Murphys Lov lyder: “Hvad der kan gå galt, går galt!”
Slut for nu
At nedfælde over 30 års undervisningserfaring på et par sider er naturligvis ikke muligt. Så vi bygger lidt ud på det, efterhånden.
|
