|
Her bringer vi Wells' svar på den kritik der har været af hans bog, en kritik som hæmningsløst citeres på dansk -- selvfølgelig uden referencer til Wells' argumentation.
Evolutionens Ikoner 1
Evolutionens Ikoner fået varm modtagelse.
Et svar på trykte anmeldelser
Af Jonathan Wells
Discovery Institute, 12. juni 2002
Wells er uvidende
At være uvidende er det samme som at være uoplyst. Og ifølge nogle af mine kritikere er jeg forbavsende uoplyst når det gælder mindst seks af de ti af evolutionens ikoner jeg behandler i min bog. Det gælder Miller-Urey-eksperimentet, Darwins evolutionstræ, Haeckels fostre, birkemåleren, den firvingede bananflue og den menneskelige evolutionshistorie.
a) Miller-Urey-eksperimentet
For at vise hvordan aminosyrer (livets byggesten) kunne være dannet på den unge Jord, anvendte Miller-Urey-eksperimentet fra 1953 en kunstig hydrogen-rig atmosfære af metan, ammoniak, vanddamp og altså hydrogen (brint). Men da vi var nået frem til 1970, var de fleste geokemikere overbevist om at Jordens uratmosfære overhovedet ikke har set sådan ud, men at den bestod af luftarter udspyet fra vulkaner, hovedsageligt kuldioxid, nitrogen (kvælstof) og vanddamp. [2]
Jeg har, i hvert fald efter anmelderen David Usserys formening, overset at
Miller selv har fortalt om sine senere eksperimenter hvor forholdene nu menes at være i overensstemmelse med uratmosfæren, og hvor han opdagede at det stadig lykkedes at fremstille mange organiske forbindelser (Ussery, p.73).
Jeg takker Ussery for oplysningen, bortset fra at dé organiske forbindelser der fremstilles på denne måde, ikke er aminosyrer. Det er tværtimod sådan at når en blanding af kuldioxid, nitrogen og vanddamp bliver brugt i Miller-Urey-eksperimentet, har reaktionsprodukterne en tendens til at blive giftige stoffer som formaldehyd og cyanid.
Og dette er faktisk ikke noget nyt. Som jeg har skrevet i min bog, har Sidney Fox og Klaus Dose i 1977 rapporteret om at der ikke dannes aminosyrer ved at sende "lyn" gennem en blanding af kuldioxid, nitrogen og vanddamp. I 1983 meddeler Miller selv at han kun kunne få dannet en lille smule glycin, som er den enkleste form for aminosyre, ved at sende gnister igennem en luftartsblanding bestående af kulmonoxid (kulilte/CO) og kuldioxid(kultveilte/CO2), og så kun i de tilfælde hvor han ledte ekstra hydrogen ind i blandingen. Og Miller medgav at glycin var det bedste resultat han kunne opnå når metan ikke var til stede. I 1984 bekræftede Heinrich Holland at blandinger af kuldioxid, nitrogen og vanddamp slet ikke giver nogen aminosyrer overhovedet. [3]
Men det var Ussery måske ikke klar over! Larry Martins og Massimo Pigliuccis anmeldelser går på at Miller-Urey-eksperimentet ikke har det fjerneste at gøre med biologisk evolution. Martin er
en smule forundret over hvorfor dette kapitel [om Miller-Urey] overhovedet er med, eftersom livets oprindelse ikke er et spørgsmål der har med evolutionsteorien at gøre (Martin, p. 242).
Og Pigliucci skriver:
Millers eksperiment og hele spørgsmålet om livetsoprindelse har ikke det mindste at gøre med om evolutionsteorien er sand eller ej (Pigliucci, p. 413).
Hvis jeg tager fejl på dette punkt, må skylden være mine biologibøgers -- de har nemlig alle livets oprindelse og Miller-Urey-eksperimentet med i deres behandling af emnet evolution. Eksempelvis behandler Campbell, Reece og Mitchells Biology (en meget brugt lærebog på uni) Miller-Urey-eksperimentet i det stykke der handler om Den biologiske diversitets evolutionærehistorie (The Evolutionary History of Biological Diversity). Miller-Urey-eksperimentet er også fast ret på menuen i lærebøger for folkeskolens 8-10.kl. og for gymnasiet. [I USA har vi] fx Futuymas Evolutionary Biology og Freemans og Herrons Evolutionary Analysis [4]
Måske skulle Martin og Pigliucci informere disse lærebogsforfattere om at livets oprindelse intet har med evolution at gøre, så biologer som mig ikke i den grad bliver vildledt.
På den anden side finder Kevin Padian og Alan Gishlick i deres anmeldelser at livets oprindelse er relevant for evolutionen, men de bebrejder mig at jeg er uvidende om de mere opdaterede studier i Jordens første forekomster af oxygen (ilt) og deres relevans for Miller-Urey-eksperimentet.
Først argumenterer de for at "der kun har været en smule fri oxygen" på den tidlige Jord. Som bevis anfører de en artikel, skrevet af en freelancevidenskabsjournalist, som handler om den løbende diskussion om oxygenniveaet i uratmosfæren (Padian & Gishlick, p. 34).
Men min påstand i Evolutionens Ikoner er blot at spørgsmålet om mængden af oxygen i uratmosfæren stadig er til diskussion -- en påstand der uforbeholdent støttes i den artikel Padian og Gishlick anfører [5]. Problemet med biologibøgerne er at de i det store og hele ignorerer at der er en diskussion, og at de fortæller de studerende at fordi Miller-Urey-eksperimentet ikke fungerer med fri oxygen, har der ikke været fri oxygen på den tidlige Jord. Det er at vende sagen på hovedet: Man må sandsynliggøre at oxygen har været fraværende fra uratmosfæren, ellers har eksperimentet ingen relevans; at man tror at eksperimentet er relevant, siger intet som helst om oxygens fravær eller ej.
Dernæst for at tage alle eventualiteter i betragtning argumenterer Padian og Gishlick for at diskussionen om Jordens første oxygen under alle omstændigheder er ligegyldig, eftersom
aminosyrer sagtens kan dannes, selv hvis der er en lille smule oxygen til stede (Padian & Gishlick, p.34).
Til støtte for denne påstand anfører Padian og Gishlick endnu en artikel -- denne gang i det mindste en der er skrevet af en forsker og ikke en videnskabsjournalist. Men den støtte de finder i denne artikel, er kun en andenhåndsreference til en eller anden rapport fra Slovakiet. Hvis denne slovakiske rapport har ret, vil det betyde at Miller-Urey-eksperimentets forsvarere kan forlade deres på hovedet vendte-argumentation; men kun hvis de først lige gør sig klart at hvad de har fortalt de studerende i årevis om oxygens hæmmende virkning, er forkert [6].
Når dét er sagt, skal jeg til enhver tid indrømme at jeg er ganske udvidende om livets oprindelse. Som alle andre! Er det ikke på tide at vi over for vore studerende indrømmer denne uvidenhed, i stedet for fortsat at give dem indtryk af at Miller-Urey-eksperimentet kan vise os hvordan livets første byggeklodser kan være opstået på den unge Jord!
b) Darwins evolutionstræ
Darwins teori siger at alle levende organismer er tilpassede efterkommere fra én eller ganske få urformer. Hvis teorien skulle være sand, måtte livets historie begynde med en ur-art der deler sig op i to forskellige arter, som igen deler sig op i forskellige slægter, forskellige familier osv. med de største forskelle dukket op efter millioner af generationers forløb, og først da.
I så fald skulle der tegne sig et mønster som et træ der forgrener sig mere og mere jo længere vi når op i det som Darwin har kaldt Livets store Træ.
Nu er det bare sådan at da de første dyr dukker op i den fossile lagserie, i begyndelsen af dén geologiske periode man kalder Kambrium, er de fleste af de større forskelle -- dvs. de basale kropsplaner eller systematikkens rækker -- allerede til stede. I dag omfatter disse rækker:
- Arthropoda (fx insekter og krabber),
- Chordata (fx fisk og mennesker),
- Echinodermata (fx søpindsvin og søstjerner)
- Mollusca (fx blæksprutter og snegle) og
- forskellige former for orme, bl.a.
Disse dyrerækker og mange andre med dem dukker op i det vi nu kalder Den kambriske Eksplosion, og det gør de med en pludselighed der er helt i modstrid med det mønster hvor man tegner et træ der deler sig op i forskellige grene. Darwin selv anså dette faktum for at være et alvorligt problem for sin teori [7].
Ifølge Ussery tager jeg imidlertid fejl mht. det pludselige over den kambriske eksplosion fordi
vi ser en glidende overgang i den fossilelagserie mellem de tidligste bakterier for 3,8 mia. år siden ... til fossilerne i Kambrium for ca. 500 mio. år siden. [Så] evolutionen er solidtunderbygget (Ussery, p.73).
I Padians og Gishlicks anmeldelser argumenteres der også for at
der intet 'pludseligt' er over den metazoane [= vedr. flercellede dyr] opdukken i Kambrium [fordi] metazoaniske æg, embryoer og sporfossiler efter radialsymmetriske dyr [fossile spor efter boreorm] ... er til stede mindst 40 mio. år (måske endog 70 mio. år) før den kambriske 'eksplosion' (Padians & Gishlick, p.35).
Men de 3 mia. år som Ussery henviser til, fremviser alene éncellede organismer helt op til lige før den kambriske eksplosion. Ikke éncelledeorganismer der gradvist forvandler sig til flercellede -- kun éncellede organismer! Og de dyreæg og -embryoer som Padians og Gishlick nævner, er svampe -- en række som alle er enige om (og som jeg gør opmærksom på i min bog) er til stede før Kambrium. (Nogle eksperter er inde på at der også kan have været gopler lige op til Kambrium.) Så det er rigtigt at ikke alle rækker optræder pludseligt i den kambriske eksplosion -- det er kun de fleste af dem der gør!
For lige at sætte ordene "gradvis" og "pludselig" ind i den rette kontekst kan man forestille sig en amerikansk footballbane. Nu anbringer vi os på mållinjen og lader den repræsentere et tidspunkt i Jordens alder 3,8 mia. år tilbage (dengang de éncellede organismer siges at være opstået); den anden ende af banen svarer så til nu. Som vi nu bevæger os frem på banen over mod modsat mållinje, ser vi kun éncellede organismer mens vi passerer 25-yardlinjen, midterstregen og 75-yardlinjen. Først da vi nærmer os 84-yardlinjen, opdager vi de første flercellede dyr -- nogle svampe og måske børsteorm og gopler. Så, inden for et enkelt skridt, opstår alle de andre dyrerækker, og de fleste af dem er der stadig når vi når i mål.
Det er altså ikke billedet af et træ der forgrener sig, der tegner sig for vores øjne: Ingen dyr i fem sjettedele af livets historie, så de fleste kropsplaner repræsenteret i det næste nu. Nogle palæotologer har passende sammenlignet det konstaterede mønster med en "græsplæne" frem for et træ [8].
Eugenie Scott mener også i sin anmeldelse at jeg tager fejl mht. den kambriske eksplosions pludselighed, ikke fordi der findes en lang historie med dyrs evolution før Kambrium, men fordi mange større grupper fremkommer efter Kambrium. Ifølge Scott er det sådan at
følgeslutningen om at de fleste af nutidens rækker og klasser fremstår i Kambrium ... holder ikke for hverken dyrs eller planters vedkommende. Wells glemmer at nævne at insekterne, krybdyrene, fuglene og pattedyrene alle kommer efter Kambrium (Scott, p.2258).
Men jeg har ikke så meget som antydet at den kambriske eksplosion indbefatter planterne; nu er der faktisk ikke noget der hedder plante-rækker (de større plantegrupper kaldes divisioner). På samme måde har jeg heller ikke sagt noget om at "insekterne, krybdyrene, fuglene og pattedyrene" er opstået i den kambriske eksplosion -- skønt de rækker som disse organismer tilhører (nemlig arthropoda- og chordat-rækken) rent faktisk er opstået pludseligt i Kambrium. Så dét Scott kritiserer, er noget jeg aldrig har sagt. Hun kan ikke fange mig i noget jeg har skrevet, så kan hun jo prøve at fange mig i noget jeg ikke har skrevet.
Martin vælger i sin anmeldelse en anden tilgang end Scott, idet han implicit anerkender at de større dyregruppe rent faktisk optræder til at begynde med, men han argumenterer med at det er nøjagtigt hvad man måtte forvente. Martin skriver:
Den fossile lagserie og teorien passer faktisk ganske godt sammen. Jo højere en klassifikationsenhed er placeret i hierarkiet, desto tidligere formodes den at dukke op. Rækken befinder sig på et højere taksonomisk niveau og må derfor forventes at optræde før nutidens klasser og ordener. Og det er nøjagtigt hvad vi ser (Martin, p.243).
Men Martin vender kikkerten den forkerte vej. Han ser en enkelt række og foretager den korrekte formodning at Darwins teori forudsiger en fremtræden til at begynde med af en eller ganske få arter i denne række, efterfulgt af en opsplitning i mange forskellige arter inden for samme række. Imidlertid er problemet med den kambriske eksplosion at mere end et dusin fuldt færdige former på rækkeniveau træder frem på scenen samtidigt fra første begyndelse. Hvor er vidnesbyrdet om at disse mange rækker har evolutionær slægtskab med en enkelt urrække, sådan som Darwins teori hævder det skulle være?
Padian og Gishlick mener også, som Martin, at det ikke er særligt overraskende at man ser forskelle dukke pludseligt op på rækkeniveau i begyndelsen af Kambrium. Ret morsomt, eftersom Padian og Gishlick netop lige har argumenteret for at der ikke er noget pludseligt over den kambriske eksplosion. I endnu et forsøg på at dække sig ind på alle fronter hævder de at de nyeste resultater fra den genetiske forskning viser hvordan kropsplaner er opstået relativt pludseligt:
Wells overser fuldstændigt den eksplosive vækst i forskningen i evolutionær udviklingsbiologi når han ser bort fra det faktum at evolutionsteorien ikke forudsætter en langsom akkumulation af småændringer til at danne forandringer i de forskellige kropsplaner. Små genetiske forandringer som går ind og virker forholdsvis tidligt, og som ændrer i de gener der styrer kropssymmetri, segmentering og vedhængsdannelse [arme, ben], kan have stor og øjeblikkelig fænotypisk betydning. Især overraskende når man tager i betragtning at Wells har taget sin ph.d. i embryologi (Padian & Gishlick, p. 35).
Det ville i sandhed være overraskende hvis jeg ikke havde styr på mit eget fagområde. Af hensyn til mit gode navn og rygte er det så et held at Padian og Gishlick ikke har ret i deres påstand om at jeg ser bort fra "de smågenetiske forandringer som går ind og virker forholdsvis tidligt" på [foster]udviklingen: Jeg tager dem op i afsnittet om den firvingede bananflue, herunder.
Jeg anerkender selvfølgelig at Martin og Padian er eksperter på fossiler, og jeg er ikke. Og jeg vedkender mig gerne min manglende viden mht. de finere detaljer vedrørende det fagområde som er deres speciale, vertebra-palæontologi. Men den geologisk set abrupte fremtræden af de fleste dyrerækker (ikke blot vertebraternes [hvirveldyrenes]) i den kambriske eksplosion tilhører ikke de finere detaljer; det er en af de mest iøjnefaldende og uigendrivelige kendetegn ved den fossile lagserie. At man så skifter emne fra dyr til bakterier eller planter, at man påpeger at svampene udgør en undtagelse i forhold til de andre rækker, og at man leger med sproglige tricks i den terminologi der hører taksonomien til, kan ikke ændre på dette hårde og brutale faktum.
c) Haeckels fostre
Eftersom Darwin var fuldt bevidst om de problemer der er med den fossile lagserie, mente han de bedste argumenter for hans teori lå i embryologien (fosterlæren). Han mente at hvirveldyrene på deres tidlige fosterstadier er
meget ens, men når de er fuldt udviklet, er de vidt forskellige.
Darwin anså ikke blot dette argument for at være et bevis på fælles afstamning, men han var endvidere overbevist om at det var
det allervigtigste enkeltargument for
hans teori. I 1860'erne havde den tyske embryolog Ernest Haeckel tegnet nogle hvirveldyrfostre for at illustrere dette "faktum". Der var bare lige det ved det, som fremhævet allerede af hans samtidige, at han lavede fup med sine tegninger: Fostrene hos hvirveldyr lægger ud med at være meget forskellige af udseende; så sker der en let tilnærmelse ca. midt i fosterudviklingen, før de igen bliver mere forskellige som fuldt udvoksede. Haeckel lod dette midterstadium i fosterudvikling være "det første", og han snød derefter med fostrene for at få dem til at se mere ens ud end de i virkeligheden er [9].
Jerry Coyne fokuserer det meste af sin anmeldelse (i det mindste den del af den som handler om forskning) på min omtale af fostrene hos hvirveldyr -- et noget dristigt forehavende eftersom jeg er embryolog på hvirveldyr, og han bananfluegenetiker. Coyne lægger ud med den klassiske påstand:
Som Darwin var en af de første til at indse, frembyder visse aspekter i hvirveldyrenes fosterudvikling -- især i forbigående karaktertræk stærke argumenter for fælles afstamning og evolution. Fostre hos forskellige hvirveldyr har en vis tendens til at ligne hinanden på de tidlige fosterstadier, men adskiller sig så fra hinanden igen efterhånden som udviklingen til voksenindivid skrider frem. Og mere nært beslægtede arter bliver så ikke så forskellige igen. Denne konklusion kan man drage efter 150 års forskning.
Coyne bebrejder mig derpå at jeg forsøger
at benægte dette bjerg af dokumentation (Coyne,p.745).
Nu ville jeg selvfølgelig være taknemmelig for om Coyne kunne rive mig ud af denne misforståelse -- hvis han altså havde ret. Men hans påstand om at hvirveldyrfostre er meget ens på de tidlige fosterstadier, er ganske enkelt helt hen i vejret! Som den britiske zoolog Adam Sedgwick har skrevet i 1984: Der er intet i denne påstand
som stemmer overens med dét vi véd om fosterudviklingen.
På et tidspunkt hvor Sedgwick havde sammenlignet en af småhajerne med et kyllingefoster, skrev han:
Der findes intet udviklingsstadium hvorpå man ikke så let som ingenting kan se forskel på dem med det blotte øje. [Det er] ikke nødvendigt at fremhæve disse embryologiske forskellige yderligere,
fortsatte Sedgwick fordi
enhver embryolog véd at de findes, og kan nævne utallige eksempler på dem. Om dem er der kun at sige at en art står distinkt og kan skelnes fra alle de andre fra fosterudviklingens allerførste stadier og hele vejen op. (Originalkursivering.) [10]
Mange andre hvirveldyrsembryologer har noteret sig det samme. Embryologen William Ballard fra Dartmouth College skrev i 1976 at det er
udelukkende ved sproglige tricks og subjektiv selektion af forskningsmateriale [og ved] at fordreje det man kan iagttage i naturen [at man kan argumentere for at hvirveldyr på de tidlige fosterstadier] skulle ligne hinanden mere end de gør som fuldt udvoksede.
Og i 1987 skrev den canadiske embryolog Richard Elinson at frøer, høns og mus er "væsensforskellige" når det gælder de tidlige fosterudviklingslinjer [11].
Så dette "bjerg af dokumentation" falder rent faktisk ned over hans egne påstande. Dét ser nu ikke ud til at genere ham, for han anerkender (med et Padian-og-Gishlick-for-nu-at-tage-alle-eventualiteter-i-betragtning-argument) at hvirveldyrfostrene ikke ligner hinanden mest på deres tidligere stadier:
Wells gør også opmærksom på at de tidligste hvirveldyrfostre (som bare består af celleklumper) ofte ligner hinanden mindre end de gør på senere stadier hvor mere komplekse legemstræk er vokset frem.
På linje med andre evolutionsbiologer hævder Coyne at forskellene i de tidlige fostre hos hvirveldyr kan forklares med Darwins teori, eftersom
de tidligste stadier i hvirveldyrenes fostre viser en tilpasning
til deres forskellige livsbetingelser. Coyne mener oven i købet at dette er bevis på teoriens holdbarhed:
Wells går den ene gang efter den anden fejl af det selvindlysende i fænomener [fx forskellene hos de tidlige fostre] der alene kan forstås som resultat af en historisk proces (Coyne, p.745).
Lad os lige få dette på det rene: En af de stærkeste begrundelser for Darwins teori er at hvirveldyrenes fostre ligner hinanden mest på de tidlige stadier -- bortset fra at det gør de så rent faktisk ikke! Men hvis vi blotfortolker fostrenes forskelligheder i lyset af darwinismen, så udgør de "selvindlysende" argumenter for evolutionsteorien.
Nå, nu forstår jeg det! Darwin vinder ligegyldigt hvad kendsgerningerne fortæller os. Jeg er tydeligvis uvidende om hvordan evolutionsbiologien fungerer.
d) Birkemåleren
Den natsværmer der hedder birkemåler, forekommer i en lys og en mørk varietet (af-art). Før 1800 fandt man den lyse varietet overalt, men under den industrielle revolution blev den mørke mere almindelig. Ifølge evolutionsteorien skete skiftet pga. den naturlige selektion: Mørke natsværmere er bedre camoufleret på forurenede, mørke træstammer, og har derfor større chance for at overleve angreb fra fugle på rov efter insekter. I 1950'erne slap den britiske læge Bernard Kettlewell nogle birkemålere løs op ad træstammer og iagttog hvordan fugle slog ned på de mere synlige eksemplarer. Derpå slap han nogle birkemålere fri som han havde mærket med en lille plet maling på undersiden. Da han derefter indfangede nogle af de mærkede birkemålere igen, var andelen af dem hvis farve matchede træerne i nærheden, signifikant højere end de havde været i det parti han havde sluppet løs. Alt sammen stemmer fint med camouflage-teorien. Beretningen om birkemåleren blev snart det klassiske lærebogseksempel på naturlig selektion in action.
I 1980'erne fandt forskerne imidlertid ud af at træstammer meget sjældent er birkemåleres naturlige hvilested, og et stigende antal biologer stiller sig nu tvivlende over for den traditionelle udlægning. Fx skriver evolutionsbiolog ved Chicagos Uni Jerry Coyne (jep, samme Coyne som er citeret ovenfor) i 1998:
Fra tid til anden tager evolutionister et klassisk eksperiment op igen og finder til deres skræk og rædsel ud af at det bare er helt i skoven, eller i hvert fald groft fejlbehæftet.
Ifølge Coyne ødelægger det faktum at birkemålere ikke slår sig ned på træstammer,
Kettlewells forsøg med at slippe dem løs og fange dem igen, eftersom det med at 'slippe dem løs', var ensbetydende med at placere dem direkte på træstammerne² [12].
Adskillige anmeldere af Evolutionens Ikoner (Coyne selvfølgelig undtaget) klandrer mig for ikke at have tjek på birkemålerens hvilesteder. Ifølge Scott
argumenterer Wells for at birkemålere ikke slå sig ned på træstammer, [men] han overser den forskning der viser at de slår sig ned overalt på træerne, herunder stammerne (Scott, p.2258).
Og Padian og Gishlick skriver:
Wells hævder at birkemålere ikke slår sig ned på træstammer, skønt forskningen har vist at de sidder på stammerne 26% af tiden, og i grenkløfter i 43% af tiden (Majerus 1998, p.123) (Padian &Gishlick, p.36).
Men Scott henviser faktisk ikke til et forskningsresultat, og den forskning hun mener jeg overser, viser tydeligt at nøgne træstammer ikke er birkemålerens foretrukne hvilested. Fx rapporterer Kauri Mikkola i 1984 at
arten formodentlig kun undtagelsesvis slår sig ned på træstammer;
og i 1987 skriver Rory Howlett og Michael Majerus at de er
overbevist om at nøgne træstammer ikke udgør noget væsentligt hvilested [for birkemålere] [13].
Men hvad så med den statistik som Padian og Gishlick tillægger Majerus? -- Majerus' bog fra 1998 opregner en total på 47 birkemålere fundet i naturen i perioden 1964-1996. Af disse 47 blev de 6 fundet på nøgne træstammer, 6 på grenbesatte stammer, 20 i grenkløfter og 15 på grene. Padian og Gishlick når frem til deres procentstørrelser fra de to første kategorier (13% plus 13%) og den tredje (43%). Men Majerus' 47 birkemålere udgør ikke et repræsentativt udvalg af birkemålerbestanden som sådan. Forskerne har i årtierne efter Kettlewells eksperimenter foretager optællinger på i tusindvis af birkemålere; en rapport fra 1977 opregner data for ikke mindre end 8.426 birkemålere i den sydlige del af UK mellem 1952-1974 [14]. Disse mange eksemplarer var imidlertid fanget i fælder, ikke spottet på deres naturlige hvilesteder. Forskerne har en fornemmelse af at denne natsværmer under normale omstændigheder tilbringer dagen gemt under grene der går nogenlunde vandret ud fra stammen, og hvor de ikke kan ses.
Så selvom Majerus' alle 47 birkemålere var fundet på træstammer, ville de stadig kun repræsentere mindre end 1% af alle de birkemålere man har studeret i perioden. Et forsøg på at udlede noget om birkemålerens normale hvilesteder ud fra en statistisk beregning på Majerus' materiale, svarer nogenlunde til at ville bestemme det normale habitat hos en havfisk ved at lave statistik alene på de eksemplarer man har kunnet iagttage fra en båd. Men det er Majerus naturligvis fuldstædig klar over, og det er også grunden til at han (i modsætning til Padian og Gishlick) drager den slutning at
birkemåleren slår sig normalt ikke ned på nøgne træstammer [15].
Før biologerne fandt ud af at birkemålere normalt ikke slår sig ned på træstammer, havde man udført mange forsøg hvor man havde klæbet døde eksemplarer op på eller spiddet dem til træstammer. En sådan praksis burde imidlertid være ophørt efter at man havde fundet ud af at man dermed ikke udførte sine camouflageforsøg under naturlige forhold. I Evolutionens Ikoner har jeg kritiseret at lærebøgerne stadig bruger iscenesatte, og dermed misvisende fotografier af birkemålere på træstammer som illustration på naturlig selektion -- men jeg har omhyggeligt holdt mig tilbage fra at kalde dem "svigagtige".
Alligevel hedder det hos Scott:
Forskerne har limet birkemålere fast til træstammer for at afprøve om fugle gør større indhug på de natsværmere som stikker af fra underlaget; et eksperiment som er nødvendigt for at teste hypotesen om fugles fouragering på natsværmere. Og det har intet med svindel at gøre, det er forskning! (Scott, p.2258).
Og Padian og Gishlick skriver:
Og så lader Wells til at være oprigtigt chokeret over lærebøgernes 'svigagtige' og 'iscenesatte' fotografier af lyse og mørke birkemålere på lys og mørk baggrund. Men disse fotografier illustrerer blot hvordan forskellig camouflage virker, og hvordan de efterprøves i feltstudier -- og det er helt almindelig og anerkendt praksis inden for forskningen. Kan Wells virkelig være så uvidende om denne forskningstradition eller om fotografiernes sande hensigt? (Padian & Gishlick, p. 36).
Nu er det bare sådan at i den forskningstradition jeg er opflasket med, skal feltstudier foregå under forhold der er så tæt på de naturlige forhold som vel muligt. Og eftersom den overflade hvorpå birkemåleren anbringes, er en nøglefaktor i camouflageforsøget, tilsiger min forskningstradition mig at forsøgene skal udføres sådan at man bruger birkemålerens naturlige hvilesteder -- og at det må være disse steder lærebøgerne viser billeder af, og ikke alt muligt andet som er sagen uvedkommende. For det er vel ikke sådan af evolutionsbiologien er afhængig af en anden forskningstradition -- én hvor det ikke så meget gælder om at forstå naturen, men mere om at få underbygget Darwins teori. Måske Padian og Gishlick har ret i at jeg er uvidende om netop denne tradition. Men jeg er ved at komme efter det.
e) Firvingede bananfluer
I henhold til neodarwinismen (den moderne udgave af Darwins teori) finder evolutionen sin årsag først og fremmest i følgende to faktorer: Den naturlige selektion som virker på de variationer der allerede findes i populationen, og så mutationer som formodes at stå for de genetiske forandringer som så danner råmaterialer for evolutionen.
Eftersom den naturlige selektion favoriserer de variationer som er til gavn for organismen, og den har tendens til at eliminere dem der er skadelige, er det alene favorable mutationer som kan forsyne evolutionen med råmaterialer. Nogle mutationer forbedrer visse organismer ved at forøge deres evne til at modstå forskellige former for gift (hvor resistente bakterier nok udgør det bedste eksempel). Sådanne mutationer fungerer typisk sådan at et molekyle ændrer form, så det ikke længere er sårbart over for giften. Eftersom organismer med dette deformerede molekyle kan overleve giften hvor andre må bukke under, er sådanne mutationer en fordel i den naturlige selektion. Men darwinismen har brug for mere end blot deforme molekyler til at forklare hvordan nye organer og kropsplaner er opstået -- der skal også ske ændringer i anatomien som er fordelagtige.
Mange biologibøger bringer billeder af en firvinget bananflue for at vise hvordan mutationer kan levere råmaterialet til den anatomiske evolution. Bananfluer har normalt to vinger og to "køller" som er små vedhæng bag vingerne som den holder balancen med. En dygtig genetiker kan imidlertid sætte tre separate mutationer i DNA'et sammen så de danner en flue hvor køllerne er forvandlet til et ekstra sæt vinger. Eftersom nogle insekter har fire vinger og ikke to, ser den firvingede bananflue umiddelbart ud til at stille med beviset på hvordan én slags insekt gennem evolutionen lader sig forvandle til en anden.
Men som jeg har understreget i Evolutionens Ikoner, optræder bananfluer med fire tilsyneladende funktionsdygtige vinger ikke i naturen; de må fremstilles kunstigt i moderne laboratorier. Desuden er det ekstra sæt vinger ikke forsynet med muskler, så mutanten er håbløst handicappet, ude af stand til hverken at flyve eller formere sig. Den naturlige selektion ville hurtigt skaffe sig af med et sådant misfoster. Så i stedet for at udgøre råmaterialet for evolutionen er den firvingede bananflue en evolutionær blindgyde [16].
I Raffs anmeldelse protesteres der mod min karakteristik af dette ikon. Wells misbruger den videnskab han er blevet undervist i på Berkeley, skriver han, eftersom
diskussionen af gener og udviklingsforløb i Evolutionens Ikoner [er] mangelfuld og misvisende trods nogle billeder af den firvingede Drosophila [det faglige navn for bananfluen] som meget passende har fået ikonstatus (Raff, 374).
Nu kommer Raff ikke nærmere ind på hvad han finder mangelfuldt og misvisende. Men han mener nok ikke min diskussion af de gener og udviklingslinjer der ligger bag den firvingede bananflue, eftersom denne del af kapitlet inden bogens udgivelse er set igennem af ingen ringere end Edward B. Lewis, den genetiker og nobelprisvinder der fremstillede den første firvingede bananflue. Skønt Lewis ikke deler min kritik af evolutionsteorien, har han været venlig nok til at hjælpe mig med at holde rede på fakta.
Som vi så i forbindelse med diskussionen om Den kambriske Eksplosion, protesterer Padian og Gishlick i deres anmeldelse mod at
Wells fuldstændig overser den eksplosive vækst i forskningen i evolutionær udviklingsbiologi når han overser det faktum at ... små genetiske forandringer som går ind og virker forholdsvis tidligt, og som ændrer i de gener der styrer kropssymmetri, segmentering og vedhængsdannelse [arme, ben], kan have stor og øjeblikkelig fænotypisk betydning (Padian & Gishlick, p. 35).
Eftersom hele mit kapitel om den firvingede bananflue har behandlet de genetiske ændringer som har effekt på dannelsen af vedhæng, er det lidt svært at se hvordan Padian og Gishlick vil retfærdiggøre deres påstand om at jeg ignorerer dem. Men hvis mutationseffekten på dannelsen af vedhæng udgør et problem for neodarwinismen, så er det meget værre med mutationseffekten på kropssymmetri og segmentering. Som jeg har påpeget i min bog, har udviklingsbiologerne i 1970'erne og 1980'erne brugt en teknik der hedder "mætnings-mutagenese" for at kunne lave en screening af alle muligheder for mutationer der kan have effekt på fosterudviklingen hos bananfluen. Skønt dette arbejde har kastet nyt lys over den rolle generne spiller i udviklingen (og har ført til nogle velfortjente nobelpriser), viste det også at mutationer der går ind og "rører ved" kropssymmetri og segmentering, er yderst skadelige, ja, i virkeligheden ofte fatale [17]. Sådanne mutationer kan derfor ikke udgøre råmaterialet for evolutionen.
Anmelderen Ussery mener at min uvidenhed om molekylærbiologi overstiger min manglende viden om udviklingsgenetik. Han skriver:
Tror Wells virkelig at det ikke passer at DNA danner RNA som igen danner proteiner? ... Jeg er alvorligt betænkelig ved at Wells i det hele taget kalder sig molekylærbiolog (Ussery, p.74).
Nu har jeg naturligvis ikke så meget som antydet at DNA ikke skulle danne RNA, eller at RNA ikke skulle danne proteiner. Det er faktisk sådan at en af de ting jeg lægger vægt på i mit kapitel om den firvingede bananflue, er at DNA netop (via RNA) danner proteiner -- men jeg henleder også opmærksomheden på at proteinerne alene er utilstrækkelige til at tegne den nødvendige kropsplan i en organisme, på nøjagtigt samme måde som at et læs byggematerialer ikke tegner et hus' arkitektur. Defekte hanebjælker kan resultere i defekte huse, og muterede proteiner kan resultere i defekte organismer. Muterede proteiner kan oven i købet godt forklare hvordan nogle organismer har mistet nogle legemstræk de har haft før. Men de forklarer ikke hvordan ændringer i "arkitekturen" opstår. Når det kommer til stykket mht. evolutionen af nye former for morfologi eller kropsplaner, står vi stadig med følgende ubesvarede spørgsmål: Hvor er det forskningsmateriale der underbygger påstanden om at mutationer i DNA'et kan ændre en organismes anatomi i en så fordelagtigt retning at den kan danne råmateriale for evolutionen?
Det forekommer mig at være et fornuftigt spørgsmål at stille. Trods min ph.d. fra Berkeley véd jeg så sandelig ikke alt om gener, udvikling og evolution, men hvem gør det, når det kommer til stykket? Men så længe jeg endnu ikke har set et velunderbygget forskningsmateriale der drejer sig om gavnlige anatomiske mutationer, vil jeg tillade mig at blive ved med at efterlyse det.
Og nu hvor jeg tænker over det, burde alle biologer ikke gøre det samme?
f) Menneskets evolution
Det forskningsmateriale der ligger til grund for menneskets evolution, vil altid være mere sparsomt end dét der har med andre arter at gøre. Eksperimenter med mutationer og selektion der kan udføres på bakterier, dyr og planter, går ikke med mennesker fordi det både har sine praktiske vanskeligheder, og det også ville være etisk problematisk. Så den forskningsmæssige argumentation for evolutionens processer må nødvendig vis komme fra andre organismer end mennesket.
Med hensyn til det mønster der tegner sig i livets historie, er det værd at bemærke at langt den største mængde af fossiler vi har fra dyr, stammer fra maritime hvirveldyr. Fossiler fra landhvirveldyr er forholdsvis få, og der er langt imellem dem, og fossiler fra de abelignende skabninger der formodes at være de evolutionære forfædre til mennesket [og aberne], forekommer så ekstremt sjældent at opdagelsen af dem som regel "laver de store overskrifter" hver gang.
Ifølge Scott overdriver jeg dette med at der kun er så få fossiler der har relation til menneskets oprindelse. Hun beklager sig over at jeg overser
detalrige markante opdagelser der er gjort i løbet af de seneste par årtier,
hvorved jeg giver læserne det forkerte indtryk at
det fossile vidnesbyrd om menneskets evolution er usædvanligt tyndt (Scott, p.2258).
På den anden side skriver Martin:
Wells synes at acceptere fossilmaterialet for dets pålydende, [så den menneskelige evolutionshistorie] forbliver intakt i det omfang han bruger materialet (Martin, pp.224-245).
Coynes eneste indvending består i at jeg
kun kan tale med meget dæmpet røst stillet over for de talrige fossiler fra hominider der viser overgangstræk fra abelignende til moderne menneskers over en periode på 4 mio. år (Coyne, p.745).
Og Pigliucci skriver:
Wells står, hvor desperat han end forsøger at rive glorien af [abe-til-menneske-ikonet,] med ryggen mod muren på grund af sin egen viden [om den fossile lagserie] (Pigliucci, p.413).
Så Martin, Coyne og Pigliucci mener altså ikke at jeg kender for lidt til de fossiler der skulle underbygge ideen om menneskets oprindelse; de beklager sig snarere over at jeg ikke er villig til at indrømme at de viser alle tegn på evolution. Og de har helt ret: Ganske vist kan en del fossiler fortolkes som i overensstemmelse med Darwins teori om nedarvning med tilpasning, men jeg mener ikke det er bevis nok for teorien. Og det er jeg ikke den eneste biolog der mener.
Henry Gee, chefskribent på Nature, skrev i 1999:
De tidsintervaller der adskiller fossilerne, er så enorme at vi ikke kan udtale os med bestemthed om deres mulige af stemningsmæssige kobling.
Selv om Gee tror på Darwins teori, anerkender han at man er nødt til at antage at teorien holder vand når man studerer menneskets oprindelse, fordi bare måden den fossile lagserie er bygge op på, gør at den ikke kan underbygge teorien. Gee konkluderer:
At tage en række fossiler og påstå at de repræsenterer et nedstamningsforhold, har ikke meget at gøre med en videnskabelig hypotese der kan testes; det er en påstand af samme validitet som en godnathistorie -- underholdende, måske endda lærerig, men videnskabelig, nej! [18].
Jeg vil gå det skridt videre end Gee og påpege at en række fossiler kan være i lige så god overensstemmelse med Intelligent Design som med evolutionsteorien. Om vi så stod med en komplet fossilserie af dyr der har levet før menneskets indtræden på scenen, ville det alligevel ikke vise at sidstnævnte har evolutionær forbindelse til førstnævnte gennem nedarvning med tilpasning. Pointen her blev ufrivilligt illustreret af biologen Tim Berra fra Ohio State University i bogen Evolution and the Myth of Creationism fra 1999. Berra sammenligner her den fossile lagserie med en række bilmodeller:
Hvis man sammenligner en Corvette fra 1953 med én fra 1954 med hinanden, derefter en 1954- og en 1955-model etc., forekommer nedarvning med tilpasning ekstremt indlysende. Dette er hvad palæontologer [dem der studerer fossiler og herunder menneskets oprindelse] gør med fossilerne, og forskningsmaterialet er så solidt og omfangsrigt at ingen fornuftige mennesker kan fornægte det. (Original kursivering.) [19]
Men vi véd alle at biler er designede, så Berras analogi gør det klart at forklaringen på en opstillet række af fossiler lige så vel kan være design som evolution i Darwins forstand. Det er grunden til at man først må antage at Darwins teori er sand, for at kunne udlede en evolutionær fortælling af fossilmaterialet [20]. Som Gee imidlertid har indrømmet, lader denne fortælling sig ikke teste og har derfor ikke større videnskabelig værdi end en godnathistorie.
g) Wells forholder sig til fakta
Jeg tillader mig at være så ubeskeden at mene at det ikke er lykkedes mine kritikere at påvise at min manglende tro på den darwinistiske doktrin, skyldes min manglende viden. Faktisk er det sådan at Martin i sin anmeldelse af Evolutionens Ikoner anerkender at bogen "er tro over for fakta". Han kommer til følgende slutning:
Hvis Wells har begået en teknisk fejl, har jeg overset det (Martin, pp. 242, 246).
På den anden side indrømmer jeg gerne at jeg er uvidnende om mange ting:
- Jeg véd ikke hvordan livet opstod -- det er der for resten heller ingen andre der véd.
- Jeg kender heller ikke til mange detaljer i den fossile lagserie -- men de større dyregruppers pludselige opståen i Den kambriske Eksplosion kan dårligt kaldes en detalje, den udgør en af det mest opsigtvækkende træk ved den fossile lagserie.
- Jeg er uvidende om mange af aspekterne i hvirveldyrenes embryologi, trods min ph.d. i emnet -- men jeg véd til gengæld at hvad Darwin har kaldt sit "allervigtigste enkeltargument" for sin teori intet har med virkeligheden at gøre.
- Jeg er uvidende om meget af det der har med birkemåleren at gøre -- men jeg véd nok om "forskningstraditionen" inden for naturvidenskaberne til at kunne få øje på det uredelige i statistikker der "beviser" at natsværmere sætter sig til hvile på steder hvor eksperterne siger at de ikke gør.
- Jeg er uvidende om mange forhold inden for udviklingsgenetikken, igen trods min ph.d. -- men jeg véd at firvingede bananfluer er håbløse monstre, ikke råmaterialer for evolutionen.
- Endelig er jeg uvidende om mange aspekter vedrørende menneskets oprindelse -- men jeg véd at fossiler alene ikke kan vise at nedarvning med tilpasning forgår i evolutionsmæssig forstand.
Så problemet er ikke min uvidenhed, måske min dumhed. Det må vi hellere se på.
Oversættelse K. Aa. Back
[Fortsættes]
Noter
[2] Vedrørende den mulige opbygning af Jordens uratmosfære se Heinrich D.Holland, Model for the Evolution of the Earth's Atmosphere, pp. 447-477 i A. E. J. Engel, Harold L. James & B. F. Leonard (editors), Petrologic Studies: A Volume in Honor of A. F. Buddington (Geological Society of America, 1962); Philip H. Abelson,"Chemical Events on the Primitive Earth", Proceedings of the National Academy of Sciences USA 55 (1966): 1365-1372; Marcel Florkin, "Ideas and Experiments in the Field of Prebiological Chemical Evolution", Comprehensive Biochemistry 29B (1975): 231-260; Sidney W. Fox & Klaus Dose, Molecular Evolution and the Origin of Life, Revised Edition (New York: Marcel Dekker, 1977).
[3] Vedrørende eksperimenter af Miller-Urey-typen og deres manglende evne til at fremstille aminosyrer under forhold der reelt modsvarer den tidlige Jords, se Sidney W. Fox & Klaus Dose, Molecular Evolution and the Origin of Life, pp. 43, 74-76; Heinrich D. Holland, The Chemical Evolution of the Atmosphere and Oceans (Princeton: Princeton University Press, 1984), pp.99-100; Gordon Schlesinger & Stanley L. Miller, "Prebiotic Synthesis in Atmospheres Containing CH4, CO, and CO2: I. Amino Acids," Journal ofMolecular Evolution 19 (1983): 376-382, p. 376. Se endvidere John Horgan, "In the Beginning ...", Scientific American (February, 1991): 116-126, p. 121.
[4] Tilsvarende behandler Mader's Biology, Starr and Taggart's Biology: The Unity and Diversity of Life, Schraer and Stoltze's Biology: The Study of Life, Guttman's Biology, Audesirk, Audesirk and Byers's Life On Earth, og Purves, Sadava, Orians og Heller's Life: The Science of Biology alle Miller-Urey-eksperimentet i de afsnit der handler om evolution. Alberts, Bray, Lewis, Raff, Roberts og Watsons lærebog i biologi på højniveau, Molecular Biology of the Cell, gennemgår forsøget i et kapitel der hedder "Evolution of the Cell". De relevante sidetal i de anførte lærebøger er som følger: Campbell, Reece and Mitchell's Biology (5th Edition, 1999), p. 494; Maders Biology (6th Edition, 1998), p. 325; Starr and Taggart's Biology: The Unity and Diversity of Life (8th Edition, 1998), p. 335; Schraer and Stoltze's Biology: The Study of Life (7th Edition, 1999), pp. 590-591; Guttmans Biology (1999), p. 603; Audesirk, Audesirk and Byers's Life On Earth (2nd Edition, 2000), p. 271; Purves, Sadava, Orians and Heller's Life: The Science of Biology (6th Edition, 2001), p. 451; Alberts, Bray, Lewis, Raff, Roberts and Watson's Molecular Biology of the Cell (3rd Edition, 1994), p. 4; Futuymas Evolutionary Biology (3rd Edition, 1998), p. 167; Freeman and Herron's Evolutionary Analysis (2nd Edition, 2001), p. 481.
[5] Diskussionen om hvilke niveauer oxygen har befundet sig på i den tidlige Jords atmosfære, fortsættter. Se Nicolas J. Beukes, Herman Dorland, Jens Gutzmer, Munetomo Nedachi, & Hiroshi Ohmoto, "Tropical laterites, life on land, and the history of atmospheric oxygen in the Paleoproterozoic". Geology 30 (2002): 491-494.
[6] Den artikel som er anført af Padian og Gishlick, og som indeholder en andenhåndsreference til værker der taler om oxygens effekt på synteser à la Miller-Ureys, er B. M. Rode, Peptides and the Origin of Life, Peptides 20 (1999): 773-786. Andenhåndsreferencen i Rodes artikel er til F. Hanic & M. Morvova, Eleventh symposium on elementary processes and chemical reactions in low temperature plasmas. Low Tatras, Slovakia, 1998.
[7] Mht. om det nu også forholder sig sådan at Den kambriske Eksplosion overhovedet finder sted, og om den optræder "pludseligt", se James W. Valentine, Stanley M. Awramik, Philip W. Signor and Peter M. Sadler, The Biological Explosion at the Precambrian-Cambrian Boundary, Evolutionary Biology 25 (1991): 279-356; Jeffrey S. Levinton, The Big Bang of Animal Evolution, Scientific American 267 (November, 1992): 84-91. Se endvidere Stephen Jay Gould, Wonderful Life (New York: W. W. Norton, 1989); Simon Conway Morris, The Crucible of Creation (Oxford: Oxford University Press, 1998); J. Madeleine Nash, When Life Exploded, Time (December 4, 1995): 66-74. Charles Darwin vedkendte sig det problem som Den kambriske Eksplosion udgør for hans teori i The Origin of Species, Chapter X.
[8] Om at bruge "græsplæneanalogien" over for Den kambriske Eksplosion, se Jeffrey S. Levinton, The Big Bang of Animal Evolution, Scientific American 267 (November 1992): 88; Simon Conway Morris, The Crucible of Creation (Oxford: Oxford University Press, 1998), p. 176.
[9] Charles Darwin, The Origin of Species, Chapter XIV; The Descent of Man, Chapter I. Citatet hvori han taler om embryolgien som det langt stærkeste argument til fordel for sin teori, er fra et brev til Asa Gray dateret 10/9 1860, i Francis Darwin (red.), The Life and Letters of Charles Darwin (New York: D. Appleton & Company, 1896), Vol. II, p. 131; brevet anføres i Ernst Mayrs, The Growth of Biological Thought (Cambridge, MA: Harvard University Press, 1982), p. 470, og i Stephen Jay Gould, Ontogeny and Phylogeny (Cambridge, MA: Harvard University Press, 1977), p. 70.
[10] Adam Sedwick, On the Law of Development Commonly Known as von Baer's Law; and on the Significance of Ancestral Rudiments in Embryonic Development, Quarterly Journal of Microscopical Science 36 (1894): 35-52.
[11] William W. Ballard, Problems of gastrulation: real and verbal, BioScience 26 (1976): 36-39, p. 38; Richard P. Elinson, Change indevelopmental patterns: embryos of amphibians with large eggs, pp. 1-21 i R. A. Raff & E. C. Raff (editors), Development as an Evolutionary Process, vol. 8 (New York: Alan R. Liss, 1987), p. 3. Se endvidere Jonathan Wells, Haeckel's Embryos and Evolution: Setting the Record Straight, The American Biology Teacher 61 (1999): 345-349.
[12] Jerry Coyne, "Not black and white", en anmeldelse af Michael Majerus's Melanism: Evolution in Action, Nature 396 (1998): 35-36. Se også Jonathan Wells, Second Thoughts about Peppered Moths, The Scientist (May 24, 1999):13.
[13] Kauri Mikkola, "On the selective forces acting in the industrial melanism of Biston and Oligia moths (Lepidoptera: Geometridae and Noctuidae)," Biological Journal of the Linnean Society 21 (1984): 409-421,p. 416; Rory J. Howlett and Michael E. N. Majerus, "The understanding of industrial melanism in the peppered moth Biston betularia (Lepidoptera: Geometridae)," Biological Journal of the Linnean Society 30 (1987): 31-44, p. 40. Se endvidere Tony G. Liebert and Paul M. Brakefield, "Behavioural studies on the peppered moth Biston betularia and a discussion of the role of pollution and lichens in industrial melanism", Biological Journal of the Linnean Society 31 (1987): 129-150, p. 145.
[14] M. E. N. Majerus, Melanism: Evolution in Action (Oxford: Oxford University Press, 1998), Table 6.1, p. 123.
[15] R. C. Steward, "Industrial and non-industrial melanism in the peppered moth, Biston betularia," Ecological Entomology 2 (1977): 231-243, p. 236; Majerus, Melanism: Evolution in Action, p. 121. En fremragende ny bog om emnet, se Judith Hooper, Of Moths and Men: Intrigue, Tragedy & the Peppered Moth (London: Fourth Estate, 2002).
[16] Om hvad der skal til for at frembringe en firvinget bananflue, se E. B.Lewis, "A gene complex controlling segmentation in Drosophila", Nature 276 (1978): 565-570; E. B. Lewis, "Control of Body Segment Differentation in Drosophila by the Bithorax Gene Complex", pp. 269-288 i Max M. Burger & Rudolf Weber (editors), Embryonic Development, Part A: Genetic Aspects (NewYork, Alan R. Liss, 1982); E. B. Lewis, "Regulation of the Genes of the Bithorax Complex in Drosophila", Cold Spring Harbor Symposia on Quantitative Biology 50 (1985): 155-164. Om fraværet af muskler til det ekstra sæt vinger, se J. Fernandes, S. E. Celniker, E. B. Lewis & K. Vijay Raghavan, "Muscle development in the four-winged Drosophila and the role of the Ultrabithorax gene", Current Biology 4 (1994): 957-964; Sudipto Roy, L. S. Shashidhara & K. VijayRaghavan, "Muscles in the Drosophila second thoracic segment are patterned independently of autonomous homeotic gene function", Current Biology 7 (1997): 222-227.
[17] Om mætnings-mutagenese (saturation mutagenesis) i bananfluer, se Christiane Nüsslein-Volhard & Eric Wieschaus, "Mutations affecting segmentnumber and polarity in Drosophila", Nature 287 (1980): 795-801; Daniel St. Johnston & Christiane Nüsslein-Volhard, "The Origin of Pattern and Polarity in the Drosophila Embryo", Cell 68 (1992): 201-219. Mætnings-mutagenese er endvidere blevet anvendt på zebrafisk; see Peter Aldhous, 'Saturation screen' lets zebrafish show their stripes, Nature 404 (2000): 910; Gretchen Vogel, "Zebrafish Earns Its Stripes in Genetic Screens", Science 288 (2000):1160-1161.
[18] Henry Gee, In Search of Deep Time: Beyond the Fossil Record to a New History of Life (New York: The Free Press, 1999), pp. 23, 116-117.
[19] Tim M. Berra, Evolution and the Myth of Creationism (Stanford: Stanford University Press, 1990), p. 117.
[20] Dette har længe været et ikke-ukendt problem for palæontologer der interesserer sig for forholdet mellem teori og praksis. Fx konstaterede David Kitts i 1974 at "man påstår at palæontologien er den direkte vej til de større begivenheder i livets historie, og ydermere at den giver os mulighed for at teste evolutionære teorier. Denne påstand foranlediger følgende kritiske spørgsmål: Hvor tæt kan vi komme på evolutionen uden at vi allerede på forhånd har en antagelse om at vi i det aktuelle tilfælde står med en eller anden form for afstamning ... Palæontologen kan bibringe os viden som ikke kan udledes af biologiske principper alene. Men det er ikke evolution han ser." (D.B. Kitts, Paleontology and Evolutionary Theory, Evolution 28 [1974]: 458-472, p. 466) I 1982 bemærkede Keith Thomson: "Palæontologer beskæftiger sig almindeligvis med det at 'finde forfædre', men man kan ikke verificere 'de historiske begivenheder' ved at stille fine udbrudte serier af fossiler op, fordi evolutionshypotesen tilsyneladende er så magtfuld at man kan legitimere en hvilken som helst rimelig opstilling af forskellige former ud fra den. Der ligger faktisk en form for cirkelargumentation i dette at man på forhånd går ud fra at der findes en eller anden evolutionær forbindelse de valgte organismer imellem, og at man så efterfølgende stiller et stamtræ op ud fra hvilket man argumenterer at den påståede forbindelse er sand." (K. S. Thomson, The meanings of evolution, American Scientist 70 [1982]: 529-531, pp. 529-530). [Jeg er Paul Nelson tak skyldig for at han har stillet disse referencer til rådighed. JW]
|
