Back © 2010 • Privacy Policy • Terms of Use

 

News

 

 

• Headlines »

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit.

 

• Skolepolitik»

Forsiden af skolepolitik

 

• Tilbage til hovedsiden »

af supleringshjemmesiden til spongenberg.dk 

 

 

 

 

HER et forslag til en gennemgribende anderledes (lærenem!) læreruddannelse. Der skal en revolution til. Ud med alle gamle hellige køer!

 

Lavstatusfag. I dag kan man vel tørt konstatere at der ikke lige frem er præstige i lærerjobbet. Forklaringerne er mange. Min er at vi må have den faglige stolthed og kaldet tilbage. Og i det stykke er der ganske enkelt behov for en kraftig omlægning af læreruddannelsen.

 

 

En ny læreruddannelse

 

De folk som véd noget om et fag og som holder af børn og unge, er nu ikke så helt ringe endda at få ind på læreruddannelsen. De har motivationen, ja, måske lige frem et kald. Derfor:

 

1) Optag kun folk på læreruddannelsen som i forvejen har et (vikar)job på en skole.

2) Lad vedkommendes faglige og pædagogiske kompetencer opnormeres på seminariet (eller endnu bedre på universitetet) sideløbende med det daglige job. Koncentrér undervisningen på seminariet om linjefag og hvad jeg vil kalde Praktisk Didaktik (PD).

3) I PD får den lærerstuderende hjælp til udarbejdelse af konkrete undervisningsforløb og til en løbende evaluering af disse forløb.

 

En sådan ordning har den indlysende fordel at enhver på læreruddannelsen “er smidt ud i det” fra første færd og risikerer derfor ikke at spilde et langt uddannelsesforløb på noget man måske alligevel må løbe skrigende bort fra efter realitetschokket.

 

Skolejobbet som den lærerstuderende ansættes i, bør bestå af timer man selv har ansvar for, og timer som man fungerer i som støttelærer. Til hver lærerstuderende skal være knyttet en sparringspartner blandt skolens “gamle” lærere (“erfaringsformidleren”).

 

Ud fra de elevhold den lærestuderende har, og de på stedet gældende undervisningsplaner udarbejdes der detaljerede undervisningsforløb i faget PD til brug på “hjemmeskolen”. Her er der behov for faglig viden og pædagogisk-fagdidaktiske overvejelser, og til det inddrages eksperter som på hver deres område må være forpligtede på et konkret samarbejde om grupper af studerende.

 

Den meget høje faglige standard der præger de fleste linjefag, bør kunne overføres til lige så professionelle tiltag som sætter den lærerstuderende i situationer med reel metodefrihed. Har man lært én metode, har man netop frihed til at selv at vælge til eller fra. Tit har det været sådan at en ny lærer som ren overlevelsesmekanisme har ladet sig indfange af et lærebogssystems tillokkende tryghed uden de store pædagogiske overvejelser.

 

[– At mange danske børn ikke har knækket læsekoden i løbet af 1. klasse, skyldes i høj grad at lærere ikke aner hvordan man underviser i den første læsning, og ikke at det danske sprog er specielt svært. Det var også svært for mine jyske skolekammerater i 50’erne at j-e-g skulle sige A eller jæ! Og frk. Iversen tillod da også nogle af os at sige dæt når der stod d-e-t, og af når det stod a-f (som nok som bekendt har stumt f!). Tilsvarende at unge mennesker i dag tror det hedder “af vide”, har intet med sprogets særlige vanskeligheder at gøre, det skyldes ganske enkelt at de ikke aner noget om verbernes infinitivformer på det teoretiske plan, men at de lytter sig frem. Og en påstand om at dansk skulle være mindre lydret end fx engelsk, henviser vi straks til skammekrogen!]

 

I dette forløb er det også vigtigt med den erfaringsformidlende lærer der med sit lokalkendskab og sin egen indhøstede erfaring skal være en støtte og opmuntring over for den lærerstuderende. Og lur mig om ikke skolen på denne måde faktisk slår flere fluer med ét smæk: Man får uddannet sin unge lærer, får efteruddannet sin “gamle” og afprøvet nye ideer fra seminariet.

 

Med en sådan læreruddannelse vil vi her i landet uden tvivl få anderledes prestige i lærergerningen. Fagligheden ville igen komme i højsædet. Og også danske folkeskolebørn ville opdage (som mange friskolebørn allerede har gjort det) at man bliver stolt af og glad for at kunne noget! Så det at lære noget og at trives i skolen er ikke hinandens modsætninger. Tværtimod!

 

Skal vi forvente at dette forslag bliver skudt ned med det samme af lærerforeningen?! Kan man forvente andet! Men vi skal nok lige have sendt os 68’ere på pension før der rigtigt begynder at ske noget!

 

Knud Aa. Back
reddet fra den gamle spongenberg.dk, forfattet den 12/2 2006

 

 

 

 

 

Siden her er et supplement til spongenberg.dk

 

 

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit. Praesent vestibulum molestie lacus. Aenean nonummy hendrerit mauris.