Om folkeviser

vers.2.0 af K. Aa. Back J

(fhv. overlærer med fire decenniers erfaring i danskundervisning)

[Et uv-forløb for 9-10.klasse hvori der også ligger en udfordring til de dygtigste.]

2010-12-06

Indhold

Forslag til uv-forløb

Generelt om folkeviser

Fire kategorier

En analysemodel for folkeviser

• Fabel
• Personerne
• Generelle/specielle træk

·         Sproget

o        Stereotyper, faste vendinger og middelaldersprog.

o        Refleksive verber

o        Dativbøjninger

o        latiniserede genitiver

o        “middelalderord”

o        herunder verbers bøjning

• Komposition
• Kategori

Andre tekster

·         B. S. Ingemanns historiske romaner

• Et kongemord i Finnerup Lade (eller Finderup Lade)
• Valdemar Sejr og Dronning Dagmars Død

·         Johs. V. Jensen

• folkevisen Aage & Else og Kongens Fald, sidste kapitel i Den store Sommer
• Martin A. Hansen
  • Hjemkomsten

Kilder

Forslag til undervisningsforløb

• Motivation/oplæg
  • Vælg folkevise. Stil danskholdet op til runddans. Dans à la Færøerne. Omkvæd læres. Forsanger!
• Materialefremlæggelse
  • Der arbejdes på elev-pc’er (kopispar). Brug intranettet hvor materialet lægges ud (evt. m. henvisning/link til denne hjemmeside)
• Gruppearbejde
  • Fastlæggelse af tidsfrist/deadlines for forskellige faser i forløbet. Inddrag holdet i beslutningen (hensyn til andre fag). Aftale holdes uanset hvor mange syge mostre man løber ind i!
  • Fremlæggelsens form. Medier. Aftale hvem der står for hvad i fremlæggelsen. Husk idéedderkop og talekort. Øve fremlæggelsen. Lærergodkendelse inden tidsbevilling (gider ikke bruge tid på grupper der ikke har organiseres sig ordentligt -> vurdering: bundkarakter!)
• Fremlæggelse/foredrag
  • Her skal tidsrammen overholdes ubetinget. Er der aftalt 15 min. til hver gruppe, cut af ved 15 min.! Lån gerne stort stopur i fysiklokalet!
• Evaluering/kritik
  • Det er vigtigt at holdet øver sig i at komme med (overvejende) positiv og konstruktiv kritik. Samtidig må man kalde en spade for en spade. Man skal være specifik i sin kritik, gerne med forslag til forbedring.
• Læreren runder af.
  • Bløder evt. hård kritik op hvis den er uberettiget, skærper over for “de populære” hvis den for blødsøden. Giver karakter til hver enkelt af gruppens medlemmer. (Lad holdet forinden give karakter; skriv op på tavlen; sammenlign elevevaluering til hvad præstationen ville have givet til den afsluttende prøve/eksamen; vær ikke bange for at være for skrap først på året; “ikke for at være ond ved jer; blot give jer et indtryk af kravene til sommer!”

Generelt

Den danske folkevise er en anonym dansevise fra middelalderen med strofer opbygget af 2 eller 4 vers(elinjer) + omkvæd. Folkevisen stammer oprindeligt fra Frankrig, men tilhører i øvrigt en fælleseuropæisk kulturarv. Opstået i adelige kredse, men er efter at være gået af mode her blevet videreført i de folkelige, formidlet gennem troubadourer som en salgs omrejsende nyhedsformidlere til almuen: den tids “avis” eller “ugeblad”. Har derfor også handlet om de emner som til enhver tid har været populære, ridderliv (de kendte & kongelige), historiske begivenheder, krig, elskov, sange og eventyr.

Folkevisen har været præget af den mundtlige overlevering (formidlet af skjalde som nok har kunnet digte, men ikke nødvendigvis læse og skrive, til en almue af analfabeter.)

Men vi véd at fra 15- og 16-hundreårene er man påbegyndt nedskrivningen af de adelige danse.

I 1591 finder vi den første trykte samling ved Anders Sørensen Vedel i 100 Folkeviser.

Fra 1695 har vi Peder Syvs 200 Folkeviser, og i

1848-83 Sv. Grundtvigs Danmarks gamle Folkeviser.

Fire kategorier

Almindeligvis deles folkevisen op i følgende kategorier:

1. ridderviser (om adelens liv; kategorien omfatter de fleste)

2. historiske viser (historisk-politiske hændelser)

3. trylleviser (om de overnaturlige magter)

4. kæmpeviser (om gamle helte eller hedenske guder)

Ex på

1) Ebbe Skammelsen

2) Dronning Dagmars død, Valdemar & Tove

3) Aage & Else

4) Ramund

En analysemodel for folkeviser

[Mine gamle elever véd hvorfor jeg hader analysemodeller. Så tag noter af det følgende, og lav en idéedderkop. Det er strengt “forbudt” at medbringe denne model til prøve/eksamen. J]

Folkevisens fabel ridses op. Og i et handlingsresumé (altså kort) gøres rede for visens konfliktforløb, igangsætter, klimaks, afslutning.

I samme forbindelse kan redegøres for eventuelle sceneskift mht. tid og sted.

Fablen (i modsætning til plottet som gerne må være mere omfattende) er handlingen skrællet for alle ydre lag: Fx “han drager i krig. Da han kommer hjem, finder han sin forlovede gift med broderen.”

Personernes

indbyrdes relationer.

Generelle/specielle træk?

Hvad er det karakteristiske for folkevisen?

Sproget

stereotyper, faste vendinger og middelaldersprog.

Refleksive verber (til forskel fra nutidens)

til Ringsted lader hun sig vente

han rider sig under Ø

Ramund gik sig ved salten Søstrand

Skammel han bor sig nør i Thy

Mig tyktes at min Stenstue [sv.: tycka, stuga]

han bandt sig Sværd ved Side;

så bad han sig Orlov

Dativbøjninger

dennem lader hun sig hente

I finder hannem ikke før [sml. til nutidssvensk: honnom]

da følger hannem ikkun Dagmars dreng [obs. sprogforbistring => karl! svend, sv.: dräng]

hun rækker hannem Hånden igen

at Blodet randt dennem til døde

og dennem til Jorden nedfældte

latiniserede genitiver

Mariæ bog

Laurentii tårer

“middelalderord” som samtidig kan være en studie i sprogudviklingen i to nabosprog som har været mere ens end de er nu:

tugt og favren Somme

Ganger

sandingen

Ørs

Højenloftsbro

maa [sml. nutidssv. hur mår du?]

Tavlbord

Fruerstue [sv.: stuga = selvstændig træbygning]

Møde [sv.: möda]

Blomme [sv.: blomma]

Konning [sv.: konung]

forøde [sv.: föröda]

tager jeg Ramund paa min mindste Hand [smt. til sv.]

med Angest og sorrigfuld Mine [sv.: ångest]

herunder verbers bøjning

runde

vorde

tren

haver

stande

Komposition

Hvorfor visen er lavet som den er, med gennemgående fortælling (af forsangeren) afbrudt af omkvæd (de dansende, publik).

o         Tolinjede vers (ældste), firlinjede.

o         Endelsesrim, allitteration.

Kategori

Til sidst kan man så vise hvad alt dette peger på med henblik på kategori; hvilken af de fire kasser skal den aktuelle folkevise dumpes ned i? Og så kan man måske diskutere om nu også et sønderborgsk gymnasiums kategorisering af Aage & Else til en riddervise holder vand [jf. kilder]

Andre tekster

Relation til andre (senere) tekster

Hvilke digtere har ladet sig inspirere af folkevisens fabel (eller dens plot)?

B. S. Ingemanns historiske romaner

Et kongemord

Ingemann har digtet videre på folkevisen Mordet i Finnerup Lade i sin historiske roman Erik Menveds Barndom. Han har bl.a. forklaringen på hvorfor Marsk Stig er så vred på kongen, og det har noget at gøre med sidstnævntes rolle som libertiner. På denne skæbnesvangre Sct. Cæciliæ Nat har kongens tjener Rane arrangeret et lille stævnemøde i en fattig hytte:

»NU nærmede den høje Jægersmand sig forsigtigt og uroligt Døren til det lille Skovhus. Han saa først ind ad Hornruden; men Klædet hang for, og han kunde kun skimte Lampelyset og en ubestemt kvindelig Skikkelse, der syntes at hvile paa en Bænk. Han stod ved Døren og opløftede Haanden, men tog den tilbage igen. Endelig syntes han bestemt og slog med sit Svædhæfte ni sagte Salg paa Døren. Han hørte en let, men langsom Bevægelse i Stuen. Skodden blev skudt fra indvendig, og der blev stille igen. Han tøvede endnu nogle Øjeblikke og syntes atter ubestemt, om han skulde aabne Døren. Endelig aabnede han den halvt og sagte og kigede ind. Lampen brændte dunkelt under Bjælken, og paa Bænken ved Bordet laa den lille, nydelige Aase i en yndig Stilling og syntes at slumre. Han aabnede nu Døren helt og traadte sagte ind. Først lukkede han Døren efter sig og slog Skodden for; derpaa nærmede han sig den sovende Pige og betragtede hende med de blinkende Øjne. Aldrig syntes han at have set nogen dejligere Kvinde. Hendes lille Hue laa paa Bordet ved Siden af et Breviar med fromme Aftenbønner, skrevne med gotiske Bogstaver i den frisiske Mundart. Pigens sorte Lokker var opløste af deres Fletninger og nedrullede frit over den brune, jomfruelige Hals og Skulder. For ikke at forskrække hende med sit lange Sværd, hang han det op paa en lille Trækrog paa Væggen.

„Aase, lille Aase, vaagn op! – hviskede han – „Du maa laane en god Ven Hus i Nat.“

Den sovende Pige rejste sig langsomt; men hendes Øjne var lukkede.

„Begynd nu ikke at gaa i Søvne igen, lille Aase – vedblev han – den Spas fik jeg nok af sidst. Luk kun de smukke Øjne op og se paa mig! kender du mig ikke?“

Hun aabnede Øjnene, men fæstede dem ikke paa ham; de var stift og livløst opspilede; det lille nydelige Ansigt var dødblegt og havde i høj Grad Søvngængerindens og den ubevidste Seerindes højtidelige og frygtelige Udtryk.

„Nu vel da!“ – sagde Kongen og veg forfærdet tilbage – „er du en Heks og Spaakvinde, saa vil jeg intet have med dig at skaffe paa menneskelig Vis, saa skal ud brændes engang naar du falder i Klerkenes Kløer. Dog nej, dertil er du endnu for smuk“ – tilføjede han roligere og betragtede hende skarpt – „Ha! er det Alvor, Kvinde! og intet listigt Gøgleri“ – vedblev han spændt – „kan du stirre ind til de fordømte, saa sig mig, hvad den døde Røver hist på Daugbjerg Stejle nu tager sig for! hvad var det, han vilde sige Kong Erik Kristoffersøn inden otte dage?“

„Røveren paa Stejlen“ – gentog Aase med sagte, klangløs Stemme, uden at forandre Stilling eller Mine – „Han staar nu i den sorte Hule og kalder paa Kong Erik Kristoffersøn.“

Kongen for sammen. … [kongen er stadig i tvivl om kvinden virkelig kan spå ham hans fremtid, men lader sig overbevise og fortsætter:] „… hvad drømmer du for Djævelskab!“ – udbrød Kongen som overvældet af en gruelig Angest – „svar mig, svar mig! kan jeg frelses endnu? – hvor længe har jeg Frist?“

„Spørg Sværdet som klirrer paa Væggen!“ – svarede Drømmevandrerinden med stærkere Røst og pegede til Kongens Sværd, uden at vende Øjnene til det – „når det falder, er din Time nær.“

Med den krampagtig Bevægelse famlede Kongen urolig efter Sværdet; men den tynde Trækrog, som bar det, knak – og Sværdet faldt klirrende paa Stengulvet.

[Dette dårlige varsel om snarlig død skyder kongen imidlertid fra sig med en bemærkning om at det ikke var et bøddel-, men et kongesværd det faldt til gulvet, og dét sværd skal drikke hans fjenders blod. Kongen bliver endvidere spået noget om hvem og hvor mange der vil være i den gruppe der stræber ham efter livet. Og han spørger yderligere:]

„Ser du fler?“

„Jeg ser Jernmanden med de luende Øjne – han sporer den sorte Hest“ – svarede Aase med svagere Stemme og syntes udmattet og nær ved at synke til Jorden – „hans store Sværd er draget – nu vil han hævne sin Hustrus Ære.“

[Kongen bliver nu så forbitret over disse ord at han hugger ud mod kvinden med sit sværd, men rammer loftsbjælken. I det samme falder lampen ned og slukkes, og igen befinder han sig i bælg ravende mørke og fægter vildt omkring sig. Pludselig befinder han sig i et krat, og Rane komme løbende til og spørger hvad der er i vejen. Sit fravær undskylder Rane med at han er faret vild “i den fordømte Ellemose”.]

[Sproglige kommentarer til Ingemann: Da min bog er fra før 1948, har jeg bevaret dens retskrivning, så man i denne sammenhængende tekst kan se hvordan det var engang, med substantiverne med stort (begyndelsesbogstav), med præteritumbøjningerne “-de” i modalverberne (vilde, kunde …) og med aa i stedet for å.

NB at verbet kikke har kunnet staves på hele 3 forskellige måder: kige, kigge og kikke. (Jf. Op al den ting) I dag er nok som bekendt kun de to sidste former “tilladt”, og jeg foretrækker så afgjort den sidste eftersom det er den eneste der (korrekt) indgår i ordet kikkert.

Vi støder også i denne tekst på et par pudsige femininformer: søvngængerinde, seerinde og drømmevandrerinde af hhv. søvngænger, seer og drømmevandrer. Jf. det mere nudanske spåkvinde over for spåmand.

Endelig har han en stærk bøjning af verbet at knække med præteritumsformen knak.]

Scenen er nu sat til Finnerup Lade, og om det beretter folkevisen hvordan kongen trygler Rane/Ranild om hjælp:

„Hør du, Ranild Jonsøn:

og vil du værge mit liv,

jeg giver dig min søster

og halve mit rige i min tid.“

Det var Ranild Jonson,

han hug i bord og balk;

det vil jeg for sanden sige:

han værged sin herre som en skalk.

Ingemann:

»Der stødtes nu stærkt paa Ladeporten som med Spyd og Stænger.

„Stat op, Hr. Kong Erik! og gak ud til os!“ lød en mægtig Røst udenfor.

„Jeg er forraadt!“ – udbrød Kongen og for op – „Det var den forfærdelige Stig Andersens Stemme.“ Kongen havde draget sit sværd, men stod raadvild og forfærdet der, bleg som en Dødning. Rane løb med lygten i Haanden til Porten. „Kong Erik er ikke herinde – det tør I aldrig tro“ – raabte han. „Skjul jer, Herre!“ – hviskede han hastigt og vendte tilbage til den raadvilde Konge. – „Læg jer i Halmen! Jeg skal skjule jer med Hø og Straa. Ingen skal se jer.“ Han kastede i det samme Lygten fra sig. Lyset sluktes, og de stod nu i Bælgmørke.

„Rane, Rane! forraader du dog din Herre og Konge?“ – hviskede den ængstede Herre.

„Skjul jer, skjul jer, Herre! Jeg skal forsvare jer til min sidste Blodsdraabe.“

„Det vil jeg også“ – raabte den lille Aage Johnsøn, der hidtil med stille Angest havde knælet og bedet, men nu sprang op med Iver og Mod – „Ak, havde jeg kun et Svær!“

Den lille Bent græd højt og jamrede, medens Larmen tiltog udenfor.

„Stille, stille, Drenge! her nytter intet Forsvar“ – hviskede kongen – „forraad mig ikke med eders Jamren! Skjul mig med Halmen, og sæt jer stille i Krogen!“

De skjulte Kongen hastigt med Halmen og gjorde, som han befalede.

Larmen blev nu frygtelig udenfor. Der stødtes heftigt paa Ladedøren. Den tynde Pind foroven knak. og Porten sprang op saa let, som den ikke forneden havde været spærret med andet end Halmknippet. Tolv tavse Mænd i Maskehætter og graa Munkekapper traadte ind med dragne Sværd. En af dem holdt en blussende Fakel. De saa sig om alle Vegne og syntes forbavsede ved ikke at finde, hvad de søgte. „Hvor er han? hvor skjuler han sig, den feje Tyran!“ – afbrød en mægtig Stemme blandt de formummede Tavsheden, medens man endnu forgæves saa sig om alle Vegne. Rane sod med dragen Kaarde ved Halmdyngen.

„Red mit Liv, min tro Rane!“ – hviskede Kogen under Halmen – „ og jeg giver dig min egen Søster til Ægte.“

„Min Herre og Konge er her ikke“ – raabte Rane – „men jeg bevogter her hans Skat og Klenodier“ – han pegede paa Stedet, hvor Kongen laa – „Den første af jer, der kommer dem nær, knuser jeg Panden paa.“ Han svingede sin tynde Pragtkaarde og huggede vildt og heftigt mod en vognstang og en Træklods, som laa paa Ladegulvet.

„Du værger din Konge som en Skalk og Forræder“ – hviskede Aage – „giv mig dit Sværd, naar du ikke vil bruge det bedre!“

„Af Vejen, Dreng!“ – raabte Rane som rasende og huggede efter hans Hoved, dog uden at træffe ham.«

[Sproglige kommentarer til Ingemann: Imperativ af at gå: gak! (Jf. påskesalmen Gak under Jesu kors at stå). Tør i stedet for må i “det tør I aldrig tro”. Høflig tiltale I i stedet for De, nudansk: Det må De endelig ikke tro! Jer i stedet for Dem.

Osv.]

Dronning Dagmars Død

Når vi sammenstiller denne folkevise med Ingemanns brug af samme i sin historiske roman Valdemar Sejr, opdager vi et pudsigt litterært fænomen: Ingemann digter sit romanafsnit (kapitelinddeling er totalt fraværende i min National-Udgave fra 1913) ud fra hvad han har læst i folkevisen, men udformer sin beretning så folkevisen så at sige skrives senere ud fra hans egen krønikeskrivning.

»I henter mig en, I henter mig to,

I henter mig af de Vise:

I henter mig liden Kirstin,

hr. Karls Søster af Rise.«

Udi Ringsted hviles dronning Dagmar.

Liden Kirstin ind ad døren tren

med tugt og favren Somme:

Dronning Dagmar stander hende op igen,

saa vel fagned hun hendes Komme.

Udi Ringsted …

Kan du læse, og kan du skrive,

og kan du løse min Pine:

da skal du slide rød skarlagen

og ride graa Ganger min.«

Og

Der kongen han drog af Gullands Borg,

da fulgte hannem hundred Svende:

og der han kom til Ribe,

da fulgte hannem ikkun Dagmars Dreng.

[…]

»Jeg beder eder alle, Jomfruer og Møer,

beder eder for Guds Skyld alle:

I beder en Bøn for Dagmars Sjæl,

at hun måtte med mig tale.«

Dronning Dagmar rejser sig af Baaren op,

hendes Øjne var blodige røde:

»O ve, o ve, min ædelig Herre,

hvi gjorde I mig den Møde?

Den første Bøn, der jeg Eder beder,

den eder I mig saa gerne:

all' fredløs Mænd dem giver I Fred,

og lader alle Fanger af Jern'.

Den anden Bøn, jeg Eder beder,

den kommer Eder selv til fromme:

I tager ikke ved Bengærd,

hun er saa besk en Blomme.

Den tredje Bøn, jeg Eder beder,

den eder I mig saa gerne:

lader I Knud, min yngste Søn,

og Konning i Danmark være.

Som vi så kan sammenligne med Ingemann:

VALDEMAR SEJR

[En gammel heks(?) som dronningen har mødt nede ved åen, har “betroet” hende at Kong Valdemar ikke elsker hende med hellere ville være gift med Bengerd. Samtidig minder kællingen dronningen om en ond spådom som hun tidligere har fået. Dronningen som allerede befinder sig i en svækket tilstand, falder nu i afmagt og bringes i al hast tilbage til slottet.]

»Jomfru Kirstine var ved Budskabet om Dronningens Tilstand midt i Feberheden sprungen ud af Sengen og havde i Hast kastet sin guldbaldyrede Stadsekjortel om sig. Hun traadte nu ind til Dronningen, og hendes øjne var saa taarefulde, at hun ikke kunde se Kerterne, man paa Dronningens Befaling havde tændt. Da Dagmar saa hende, hævede hun sig fra sit Leje og omfavnede hende.

„Kan du læse, Barn!” – sagde Dagmar – „saa tag den hellige List og læs min Sjæl til Ro! saa skal du slide det røde Skarlagen og ride paa min Ganger, når jeg er død og borte.”

„Ak, kunde jeg kun hjælpe eder, min ædle Dronning! kunde jeg frelse eders Liv med mit eget – jeg gjorde det jo saa gerne.” Hun tog Bogen i Haanden og stirrede deri. „Ak, hjælpe eder Gud Fader i Himmerig! den rige Krist forbarme sig over eder! – Eders Pine er haardere end Staal.”

„Læs, læs, kæreste Kirstine!” – bad Dagmar ængstelig – „hør! nu synger Havfruen igen:

En Søn du føder med gyldne Haar – En stakket Lykke jeg kun ham spaar.

Giv mig mit Barn! giv mig mit Barn! lad den onde Kvinde ikke faa Magt over ham! – Læs, læs!”

Dagmar trykkede Barnet ængstelig til sit Bryst, og Jomfru Kirstine læste i den hellige Bog, saa godt hun kunde, medens Taarerne randt hende paa Bog og paa Haand.

„Ak, vil Gud dog have det, og det saa maa ske” – sagde Dagmar endelig roligere – „saa send straks Bud til Skanderborg og bed min Herre og Konge komme!”

Førend Dronningen havde ønsket det, var det allerede sket: paa Junker Stranges Foranstaltning var der allerede sendt to Ilbud til Skanderborg efter Kongen.

Carl af Rise var den, som sidst var bleven sendt; men han red saa stærkt, at han kom langt forbi det første Bud. Da han saaledes kom farende mod Skanderborg Slot, stod Kongen paa Højeloftsbroen og saa ud over Vejen.

„Gud hjælpe mig for Budskab, den Svend bringer!” – sagde Valdemar. – „Han rider, som det gjaldt Liv og Død. Gud ved, hvor det nu staar til med Dagmar.”

Snart bragte Carl af Rise det sørgelige Budskab; han var selv saa rørt derved, at han neppe kunde tale. Kongen stødte til Jernrækværket paa Høje­loftsbroen, saa det bøjede sig. „Gud forbyde, hun skulde være død, før jeg kommer!” – sagde han og ilte til sin Ganger. Med hundrede Riddere og Svende drog han fra Skanderborg. Da han red over Randbøl Hede, var der kun femten, som endnu kunde følge ham; da han kom til Gridstedbro, fulgte Carl af Rise ham kun med Møje paa sin udmattede Ganger, og da han for over Ribe Bro, var han alene.

Der var stor Ynk og Jammer i Fruerstuen. Dronningen havde modtaget Sakramentet og den sidste Salvelse, og da Kongen nu red op ad Strædet, som førte til Slottet, 1ød det Jammerskrig over hele Slottet, at Dronningen var død Hun laa ogsaa bleg og uden Livstegn i Jomfru Kirstines Arme.

Fast aandeløs af det hurtige Ridt, traadte Kongen ind af Døren. „Død? – død?” – spurgte han – „og uden at sige mig det sidste Farvel!” -

Grædende knælede Jomfru Kirstine ved Løjbænken og holdt endnu den blege Dronning i sin højre Arm; hun rakte med inderlig Medynk Kongen sin Haand: „Giv eder tilfreds, min ædle Konge!” – sagde hun – „hendes sidste Ord var eders Navn – ak! hun vilde saa gerne endnu een Gang have set eder.”

„Bed, bed med mig, alle, som er herinde!” – sagde Kongen og bøjede sit Knæ – bed en kristen Bøn for mig, at hun maa opslaa sine Øjne og jeg maa tale endnu et kærligt Ord med hende i denne Verden!”

Paa Kongens Bud knælede alle og bad; og det var som et Vidunder for dem alle, da den dødblege Dronning nu virkelig aabnede sine Øjne endnu en Gang og stirrede paa dem som en Gæst fra Aandeverdenen. Mange for forfærdede til Side; men Kongen nærmede sig hende og greb hendes Haand.

„Ak, min strenge Herre og Konge!” – sagde hun – „hvi vakte I mig af min salige Blund med eders mægtige Bøn og Klage? – Ræddes ikke for mig!” – vedblev hun med et forvildet Blik til de skælvende Fruer og Terner – „min Synd var ikke stor, sagde Herren, min Dommer – ak, havde jeg kun ikke snørt mine smaa Silkeærmer om Søndagen! Men gaa, gaa alle! Gud velsigne eder og dømme eder saa naadig som mig! bliv du alene, min Valdemar! med dig har Herren endnu forundt mig et Par korte Afskedsord.”

Alle gik, og Valdemar blev ene med den døende.

„Du har dog haft mig kær, min Valdemar!” – sagde hun vemodig – „jeg ser det paa dit blege Aasyn og paa Taaren i dit strenge Øje – du havde mig kær som en venlig Søster, og det gør dig ondt at skilles fra mig; – men naar Lyset er slukt og Døren er lukt – saa er den glemt, som er udelukt -”

„Dagmar, Dagmar!” – sukkede Valdemar smertelig – „kan du tvivle paa min Hengivenhed og min Troskab?”

„Nej, nej! derpaa tvivler jeg ikke, og jeg bebrejder dig intet i min sid­ste Stund. Hvad kunde du for, at du saa den stolte Berengaria før mig?”

„Ha, hvor ved du – hvo har sagt dig” – stammede Valdemar, og en brændende Rødme for over hans blege Kinder – „Ved Gud i Himlen, Dag­mar! jeg var dig tro – og jeg saa ikke Berengaria fra den Stund, jeg havde svoret dig Troskab.”

„Havde du mig kær – da saa du hende aldrig mer! – dog nej – lad det Ord være dødt med mig! – det er nok, jeg har plaget dig, medens jeg levede; naar jeg er død, skal jeg vorde din gode Aand – men intet Løfte skal binde din høje, kongelige Sjæl. Ak, men vogt dig, vogt dig, min Valdemar! Beren­garia er stolt og ærgerrig. Din Hu staar ogsaa til Højhed og Magt. Husk paa Dagmar og tænk paa din udødelige Sjæl, naar din Haand er udstrakt mod denne Verdens fordærvelige Herlighed!”

Valdemar tav og sukkede dybt.

„Endnu et Ord, min Valdemar! – naar Smerten over min Bortgang er forsvunden, og du ikke længer kan udholde at leve ene i Verden – saa tænk paa hende, som jeg elskede højest, og som elsker dig højest af alle Mænd i Verden! Kun for mig har hun røbet, hvad ellers kun Gud i Himlen ved. Du saa selv, hvad hun led for den lønlige Elskov, hun bærer til dig i sit Hjerte. Hun er langt skønnere og bedre end jeg; og vil du give Denmark og vor Søn en Moder, saa spørg ikke om Byrd og Kongeblod! spørg om Hjertensgodhed og Sjælehøjhed – ræk Kirstine af Rise din Haand! lad hende arve Dagmars Krone!”

Forbavset hørte Kongen disse Ord og troede, Dagmar endnu talte i Vil­delse: „Ti stille dermed, min Dagmar!” – sagde han vemodig – „Din Krone kan ingen Terne arve – hvad du har været for mig og Danmark, vil ingen Kvinde mer paa Jorden kunne blive.”

„Kom mit Ord i Hu, naar jeg er død!” – hviskede Dagmar, – „Og nu lev vel for denne Verden! giv alle fredløse Fred for min sidste Bøns Skyld! løs alle angerfulde Syndere af Jernet! Vogt vor kære unge Søn som mit dyre­bareste Arvegods! lad ham bære Danmarks Krone, naar Herren kalder dig til mig og den evige Hvile!”

Nu blev Dronningens Aasyn igen forvirret og hendes Blik uroligt og ængsteligt; hun stred den sidste, lette Kamp. „Ak, havde jeg kun ikke snøret mine Ærmer hin Søndag og sat Striper derpaa” – sukkede hun – „havde jeg kun ikke den Synd at bære, saa havde jeg ikke haft saa and en Nat.”

„Fromme uskyldige Barnesjæl!” – sukkede Valdemar – „er det al den Synd, du har at bære paa? o, salig, salig hvo der saaledes kunde dø!”

„Salig, salig!” – tonede det nu lifligt fra den fromme døendes Læber – „salig hvo der ser, hvad jeg nu ser! – salig hvo der hører, hvad jeg nu hører! – der sidder de, alle de fromme Guds Engle i Himmerig – se, de ven­ter paa mig – jeg kommer. Og hør! efter mig ringer Himmerigs Klokker. Hvor mig længes efter de Sjæle!”

Med et himmelsk forklaret Aasyn udbredte hun sine Arme; da de sank tilbage, var de fromme Øjne lukte – og hendes salige Aand var bortfaren.

Længe stod Kongen tavs og sorrigfuld ved den skønne afsjæledes Larve og betragtede det himmelske Smil, hvormed hun endnu i Døden syntes at ville trøste og husvale ham. Han kyssede de blege, kolde Hænder og lagde dem foldede under hendes Barm. Da for han med Haanden over Øjet og bort­tørrede en hed, fremtrængende Taare.

„Sov sødt til Dommedag, min Dagmar!” – sagde han med bævende Stemme – „bed da for mig og for alle Danmarks Sjæle ved den Eviges Trone!” – Han tog det moderløse Barn af Vuggen og gik langsomt ud til de jamrende Fruer i Sidegemakket. Han overrakte Grevinde Ida Barnet og bad hende sørge for det som for sit eget. Derpaa gik han tavs til sit Lønkammer og vilde intet Meneske se den hele Dag.

Sorgen over Dronning Dagmars Død var saa stor over hele Landet, at man neppe hverken før eller siden saa almindelig har begrædt nogen dansk Dronning. Sagnet om Havfruen, som havde spaaet hendes Død, lød nu fra alles Læber, og snart tonede det med de eventyrligste Tilsætninger i en Folkesang, som er gaaet fra Mund til Mund til de sildigste Tider. Ogsaa hendes Død og forunderlige Opvækkelse ved Kongens og de fromme Fruers Bøn saavel som nogle af hendes sidste Ord til Kongen, som vel var hørte fra Sideværelset og komne ud blandt Folket, blev snart Genstanden for en Folkesang, som al­mindelig tillagdes Thorgeir Danaskjald. Nogle af de skønneste og mest rørende Træk deri, om Kongens hastige Ridt fra Skanderborg, om den fromme barnlige Dronnings Samvittighedsuro over Helligdagsbrøden med Silkeærmerne og hendes sidste, begejstrede Ord, da hun saa Guds Engle og hørte Himmerigs Klokker ringe, findes Ord til andet, som de her er fortalte, i hin gamle Folkesang. Den Omhu og Kærlighed, hvormed disse Sagn og disse elskelige Træk af Dagmars Liv og Død er bevarede, vidner noksom om, at Danmark aldrig har ejet nogen Dronning, som i højere Grad har be­siddet Folkets Kærlighed.

Med stor Sørgepragt og under Folkets almindelige Sorg og Klage blev Dronning Dagmars Lig ført til Ringsted, ledsaget af Kongen og alle hans Riddere, medens Ligklokkerne ringede over hele Landet. I St. Bents Kirke ved Siden af den første store Valdemar og hans Dronning Sophia blev Dron­ningens Lig hensat med stor Højtidelighed under Banner og Sjælemesser. Ærkebisp Andreas holdt en Tale til Kongen og Folket, hvorved intet Hjerte blev ubevæget og intet Øje tørt. «

***

Johs. V. Jensen

Det er meget tydeligt at Johs. V. har brugt folkevisen Aage & Else i romanen Kongens Fald. Ja, sidste kapitel i Den store Sommer som han kalder Inger, er nærmest en direkte afskrift af folkevisen. Sammenlign fx disse to tekstafsnit fra hhv. folkevise og Kongens Fald:

Saa saare græd Jomfru Elselille,

hun hænder slog;

det hørte Ridder Hr. Aage

under sorten Jord.

Op stod Ridder Hr. Aage,

tog Kirsten paa Bag;

saa lakked han til sin Fæstemøs Bur

med megen Umag.

Han klapped paa Døren med Kiste,

for han havde ei Skind:

„Du stat op, stolten Elselille,

luk din Fæstemand ind!“

Det mælte stolten Elselille

med Taare paa Kind:

„Om I kan nævne Jesu Navn,

da kommer I ind!“

„Du stat op, stolten Elselille!

Luk op din Dør!

Saa vel kan jeg nævne Jesu Navn,

som jeg kunde før.“

»… Da flyttede nogen sin Fod paa Dørstenen udenfor, da bankede det saa inderligt.

Staa op Inger, luk mig ind.

Hun rejste sig under hede Taarer, hun kom ubændigt til at græde. Men da blev hun bange og maate tøve. Hun tænkte paa, om det nu mon også var Axel.

Kan du nævne Jesu Navn? spurgte hun grædende derindefra, saa lukker jeg op.

Ja jeg kan, svarede Axels Røst, han var hæs, ja jeg kan nævne Jesu Navn lige saa vel nu som før. I Jesu Navn, Inger, luk mig ind.

…«

Sammenstillingsforslag

Folkevisen Ebbe Skammelsen, Martin A: Hansens novelle Hjemkomsten og (rædsels)*filmen fra 1956 Love Me Tender (western med Elvis!) [*Sidstnævnte kun hvis man har god tid; og som afskrækkende eksempel.]

Kilder

Johs. V. Jensen Kongens Fald, Gyldendals Bogklubber, 2003

Ingemanns historiske Romaner, National-Udgave, Valdemar Sejr, Hus & Hjems Forlag, 1913 m tegninger af Poul Steffensen

Ingemanns historiske Romaner, National-Udgave, Erik Menveds Barndom, Hus & Hjems Forlag, 1913 m tegninger af Poul Steffensen

Dronning Dagmars død

http://www.sitecenter.dk/henrik2405/folkeviserdronningdagmarsdd/

bedre på

http://da.wikisource.org/wiki/Dronning_Dagmars_d%C3%B8d#endnote_3

eller

http://www.ugle.dk/dronning_dagmar_ligger_i_ribe_syg.html

Aage & Else

interessant misinfo:

Alssundgymnasiet Sønderborg – Undervisningsbeskrivelser

Riddervise: Aage og Else Tryllevise: Germand Gladensvend.

Her kategoriseres visen som jeg har gjort, under trylleviser:

http://www2.kb.dk/guests/natl/db/bv//98/3/1998_03_32.htm

text findes ej på nettet, og dog måske her:

http://www.adl.dk/adl_pub/vaerker/cv/e_vaerk/e_vaerk.xsql?ff_id=42&id=9960&hist=fm&nnoc=

Germand Gladensvend http://www.kalliope.org/digt.pl?longdid=folke2000012904

Tyge Hermanssøn

eller Tyge Hermansøn eller Tyge Hermansen

findes i Grundtvigs gendigtning her:

http://festabc.dk/festabc-dk/db.aspx?id=1071&catid=150&dlindex=12&idg=890f3d45-dcc4-42b6-ac7b-f0d9b4638592

Ebbe Skammelsøn

http://www.ugle.dk/ebbe_skammelsoen.html

Ramund

i forkortet udgave

http://da.wikisource.org/wiki/Ramund

uforkorte version på

http://www.dokpro.uio.no/ballader/tekster_html/e/e139_040_fnote.html#sluttnote

Kongemordet i Finderup lade

folkevisen findes her + nogle lidt søgte referancer til Irakkrigen. Anbefaling: Se teksten, spring resten over!

http://folkeviser.blogspot.com/2007/02/kongemordet-i-finderup.html

Teksten til kopi (som man kan skrive sine noter på), se Backs tekstservice.

Torbens datter

http://fc.silkeborg-gym.dk:4020/2y/Tekster%20og%20oplaeg/Torbens%20datter.htm

Valdemar & Tove

spongenberg.dk

Sammenlign til

http://www.kalliope.org/digt.pl?longdid=folke2001032504

og

http://www.kalliope.org/digt.pl?longdid=folke2001032505

Folkevisen viser vej, Gyldendal, 1988

En guldgrube for ældre litteratur findes på

http://www.kalliope.org/index.cgi