En kærlighedserklæring til en tv-serie

Matador-anakronismer

Vers. 3.3

Indhold

på denne delside:

Vejbelægning

For grønne ærter, eps. 15

To dronninger for tidligt, eps. 16

Gulspurv i Korsbæk, eps. 17

Gulspurven igen, eps. 18

Svigermor

Analfabeter

Spærretid

Rationeringsark

På denne lille collage af forskellige rationeringsmærker fra krigens tid har min moder, Sofia, skrevet hvilke rationer man regnede med dengang. NotaBene! Min Moder overholder naturligvis Datidens Retskrivningen med dobbelt-a (ikke noget med Bolle-aa her) og Substantiverne med stort Begyndelsesbogstav.

 

Det underlige lille u med en streg igennem (minder helt om vor tids @) er et pund-mærke; et dansk pund, vel at mærke, som svarer til et halvt kilogram.

 

Første linje skal derfor tydes således:

“Tre, nej, seks et halvt Pund Smør til tre Maaneder pr. Person.”

 

[Billederne må gerne hentes ned, fx til undervisning, men man må så til gengæld også gerne anføre hvor man har dem fra!]

Fejl i Matador

I tv-serien Matador som igenigen er genudsendt på tv og solgt på dvd, findes mange herlige episoder. Denne min yndlingsserie (som er skrevet af et forfatterkollektiv med Lise Nørgaard som hovedinspirator og -forfatter) er bl.a., i modsætning til dens moderne “fortsættelse” Krøniken, præget af en meget medlevende personkarakteristik. Her er ingen stereotyper som en Kaj-Holger! Selv den rettroende Røde får en vis sympatisk medvind af og til.

Men som med alt andet mennesker har med at gøre, opstår der utilsigtede fejl. På dvd-udgaven af Matador hedder det sig at der kun er én alvorlig fejl i serien, nemlig at salmebogsnumrene i Holmens Kirke i episode nr. 16, Lauras store dag, er fra en nyere udgave af salmebogen, en udgave jeg som kordreng i Herning Kirkes Drengekor kan huske vi fik indført engang i 50’erne.

Altså en klar anakronisme (tidsfejl).

Der er nu et par stykker til. Om de er alvorlige, er selvfølgelig en smagssag, men de er da meget sjove at konstatere eksistensen af.

Vejbelægningen

Den mest almindeligt forekommende er gaden i Korsbæk. Og hvad er der så i vejen med den? Den er asfalteret! I alle de provinsbyer jeg er kommet i i løbet af 40’erne og 50’erne, var der brolægning i gaderne.

Et særligt forhold kan jeg huske fra den gamle Vejlevej der gik syd ud af Herning. Chausseen var lagt i midten, og i højre og venstre side herfor var et stykke med bumpet asfalt. Så bilerne holdt sig normalt på midten, på brostenene; men når to biler så mødtes, førte man det højre hjulpar ud i siden, og skyndte sig så hurtigt som muligt op på brostenene igen lige så snart man havde passeret hinanden.

For grønne ærter

I episode 15, At tænke og tro, skrevet af Jens Louis Petersen, med den bemærkelsesværdige sammenstilling af kommunistens og IM-fasterens tro (“Hvad er I for nogle mennesker!”), er der følgende anakronisme:

Fru Violet serverer kødrand for lærer Andersen, og i midten af denne ret findes (også 50’ernes) obligate grønsagsblanding, gulerødder og grønærter. Og netop sidstnævnte repræsenterer anakronismen. Farven afslører at de ærter der her serveres, ikke er tidens dåseærter, men dybfrostærter. – Det kan så efterfølgende konstateres at dvd-udgavens ærter er blegnet lidt i forhold til videoens, så det er lige før det ligner dåseærter.

Jeg husker tydeligt det chok jeg fik da jeg første gang, i en kammerats hjem, blev præsenteret for ærter fra dybfryseren i slutningen af 50’erne; og de var alt for grønne. Dåseærter, som vi var vant til fra vores hjem, var anderledes bleggrønne.

To dronninger for tidligt

Næste episode, nr. 16, Lauras store dag, skal vi se lidt nærmere på. Det er jo i denne (ene) episode man indrømmer der er en fejl med salmenumrene.

Men der er også lige et par dronninger som optræder for tidligt. Den ene er ikke født endnu (her den 8. april 1940), og den anden er “kun” kronprinsesse.

Vi lægger for med HM dronning Margrethe. Her skal man lægge mærke til noget når garden trækker op. Første gang man ser skilderhuset på Amalienborg, er monogrammet Chr. X-tals (altså dronningens bedstefar som jo var regent gennem hele krigen). Men da garden med fuld musik marcherer forbi, har man glemt skilderhuset: Her stråler dronning Margrethes sirlige monogram nemlig fra toppen af dette!

Jeg troede først at det var fordi man ikke sådan kunne ulejlige Den kgl. Livgarde “i onödan” og så blot har optaget en almindelig vagtparade (med 1940-personer klippet ind). Men jeg har ladet mig fortælle at garden faktisk skulle være udstyret med uniformer fra 40’erne. Hvis det sidste er tilfældet, så er monogrammet på skilderhuset virkelig en brøler af rang. Værre end numrene i salmebogen. For denne fejl kan alle jo se når de sidder ved skærmen. Det kræver ikke den store historiske petitesseviden om salmebogsudgaver, kun et par rette sekunders opmærksomhed!

– Senere ser man så atter Christian X’s monogram på skilderhusene.

Den næste dronning der er for tidligt på den, er dronning Ingrid. Hvordan det? Hun optræder jo overhovedet ikke i episoden, (Ja, måske lige med undtagelse i et citat fra radioen hvor det annonceres at kronprinsessen er nedkommet med en velskabt datter.)

Vi skal lytte efter musikken. Den er nemlig gal. Den march som Livgarden spiller, kan umuligt være komponeret i 1940. Det er faktisk noget min kone og jeg først for nylig er blevet opmærksomme på (nov. 2010). Og det var da vi hørte Jensen på P2 den 9. nov. Dagens spørgsmål var: “Hvad kalder man den person der går foran et marchorkester […]?” – Det sjove er så at hr. Jensen (studieværten) spiller en march som vi tydeligvis kunne kende – fra Matador. Vi kunne lige frem se billederne for det inde øje. Med garden marcherende forbi de omtalte skilderhuse og Agnes’ dreng med kransekage i lommen …

“Vi hørte her Den kgl. Livgardes Orkester spille Dronning Ingrids honnørmarch!” – Den lader vi lige stå et øjeblik.

Ornitologisk sensation: Gulspurv i Korsbæk

I episode 17, I de voksnes rækker, har Sofus Betjent været oppe for at arrestere Røde. Da han kommer ned gennem porten med bevidst uforrettet sag, mødes han og kriminalmanden af et sandt fuglekvidder. Der er tydeligvis sat et bånd på der skal illudere søvnig provinsbymorgen med spurvelyd. Problemet er blot at den første fugl der tydeligt og nok så nydeligt slår igennem med sin trille, er en gulspurv!

[Følg henvisningen her for oplysningen om denne værlings naturlige habitat – som absolut ikke er byområder, men snarere min barndoms hedelandskaber med ensomme enetræer. Entotrefirfemsekssyyyyyyyyyyyyyyyyyyyv! Men NotaBene, man kan ikke uden videre komme tilbage igen.]

Ved nærmere eftersyn viser det sig at den arme gulspurv bliver skamredet som lydkulisse igennem hele episoden, både i havedøren til det skjernske hjem og i Ingeborgs møde med Maud på gaden efter Ulrichs deportation.

Den sidste episode med betænkelig fuglelyd er efter at Bolt på “Jernstangen” har meddelt Fede: - Det bliver en lang og smertefuld September, vi skriver kun den 16. … Og fuglekvidderet lyder som højsommer!

Ullas bekymring

Endnu en anakronisme ligger i Ullas mund. Da hun efter dans tager afsked med sin (fuldmægtig) Poul (Christensen), siger hun: ‘Pas godt på dig selv!’ – Denne sproglige vending så først dagens brede lys i 1970’erne da Elith Nørholm i tv’s Klokken 4 fredag eftermiddag sagde farvel og tak for denne gang. Jeg tror faktisk han også havde brugt udtrykket i radioen før det, det har jeg blot ikke hørt. – Men det var altså efter svømning i Islev at vores unger stiftede bekendtskab med udtrykket som netop var hans kreative påfund; og – i denne sammenhæng – det var ikke noget man sagde i 30-50’ernes Danmark.

Dampradioer

En anden er de medvirkende radioapparater. Bolt slukker radioen, og lyden forsvinder med det samme. Det samme sker da Mads slukker for sin. Tidens “dampradioer” var forsynet med radiorør, og det tog sin tid før de var varmet op og dermed fik apparatet til at give lyd fra sig. Og på ganske tilsvarende vis varede det adskillige sekunder inden lyden forsvandt igen når man slukkede. Så de i episoden medvirkende radioapparater kan umuligt været opfundet endnu.

Krestens forhold til jazzen

Nu vi er i gang med det godmodige drilleri, kan man jo også påpege den underlige diskrepans i Krestens forhold til tidens populærmusik, jazzen. På et tidligere tidspunkt i serien introducerer han Elisabeth for Leo Mathisen med hans Wild Cow, men fra nu af og frem hader han bare jazz. Og det kan ikke bare tilskrives den ualmindelige dårlige spøg at Iben har byttet hans wagnerplade væk. Der må være en detalje forfatterkollektivet har glemt at koordinere. Sjovt nok.

Gulspurven igen

I episode 18 af Matador, Hr. Stein, har jeg ikke kunnet finde deciderede anakronismer, men et par pudsigheder kan man vel godt tillade sig at nævne:

For det første spøger den famøse gulspurv igen et par gange. Da fx ambulancen med hr. Stein kører fra Korsbæk Huse (2. udendørsklip hvor ambulancen tilsyneladende ikke har bevæget sig ret langt i løbet af samtalen inde i bilen), hører man den lille fugl igen. Men nu er vi jo ude på landet, så det er der vel ikke noget galt med. Nej, egentligt ikke, bortset fra årstiden! Både fuglesang og grøntspirende marker har ikke meget med oktober at gøre. Og tyskernes overfald på de danske jøder fandt jo nok som bekendt sted i oktober ’43.

Svigermor

Mange af de småbommerter som her er omtalt, opdager man jo først når man har set serien nogle gange, men én har jeg nu lagt mærke til fra første begyndelse: Da Katrine ringer til Kresten for at arrangere overførslen til Sverige, er det Mads der tager telefonen (der er møde i Skjerns Magasin). Hvorfor kan han ikke kende sin svigermors stemme?

Analfabeter

Og så er der en instruktørfejl som også er lidt morsom. Da Korsbæk Bank er blevet overmalet, står folk stille og stirrer på væggen som om de er de rene analfabeter; så længe kan de da umuligt være om at læse så simpelt et budskab. Det havde været mere naturligt om instruktøren havde bedt gruppen stå på fortovet og diskutere vildt og inderligt, måske med en enkelt pegefinger i retning af graffitien af og til.

Spærretid

Endelig virker den megen snak om spærretid lidt kunstig på mig. Jeg kan huske at mine forældre har talt meget om rationeringer, mørklægning, (jernbane)sabotager, tørv og kolde vintre med sivsko og høkasse, men aldrig spærretid. Marie snakker med Agnes om begrundelsen for at brylluppet skal holdes på Postgaarden: “… hvis der skulle blive spærretid.” Og ifølge Nationalmuseet er det vist en mere realistisk beskrivelse af de faktiske begivenheder end de efterfølgende klip lader antyde. Senere lyder det nemlig som om spærretid er en permanent ordning; samtalen i køknet, at de lige når til Korsbæk Huse inden spærretiden, at bankdirektør Varnæs når hjem fra stationen blot et par minutter før spærretid …

***