Eventyret
vers.2.1 af K. Aa. Back J
[En gennemgang af eventyrgenren beregnet på 9-10.kl. så også de dygtige har en udfordring. OG så gør det da heller ikke noget at læreren véd mere end eleverne gør. J]
“Der var engang …” Sådan begynder mange fortællinger, og når vi hører denne indledning, véd vi at vi sikkert har med et eventyr at gøre. Men nu er der altså mere at sige om eventyr end lige det; og så er det også langt fra alle eventyr der begynder sådan.
Brug af analysemodel
Jeg plejer alene at gennemgå eventyranalysen mundtligt, så mine elever kan tage egne notater. Hvorfor? Fordi alle analysemodeller kan blive/bliver misbrugt, og der er ikke noget mere forfærdeligt ved eksamensbordet end at opleve en gennemgang der tydeligvis holder sig strengt til en given analysemodel: Nu er vi kommet til punkt 3, og derefter kommer punkt 4 … Uden sans for prioritering, uden sans for at der i den givne tekst måske netop slet ikke er noget punkt 4!
Så min modvilje mod analysemodeller hænger nok sammen med at de ofte får folk til at tage hovedet under armen.
Så derfor: Lav hellere en idéedderkop ud fra denne tekst frem for blot at skrive den ud. I en prøvesituation skal man have notater som er let overskuelige, ikke en bunke papirer som man netop ikke kan nå at læse alligevel. OG et velgennemarbejdet noteapparat som man lige kan slå op i, hvis der er noget man er i tvivl om, se, dét er sagen i Skagen (og i det hele kongerige).
To hovedgrupper
Vi kan jo begynde her med at slå fast at eventyr falder i de to hovedgrupper folkeeventyr og kunsteventyr. Ikke at man behøver begynde med det. Den smukke aflevering kunne måske netop bevæge sig hen mod denne konstatering som konklusion på en analyse af den givne tekst. Også selvom fx H. C. Andersen står anført som forfatter til den aktuelle tekst.
HUSKat et godt fif til at passivisere snakkeeksaminatorer er at man lægger ud med at gøre rede for sin disponering, at man fortæller i korthed hvad man har tænkt sig at komme ind på i sin aflevering. Så har læreren ingen undskyldning for at afbryde fordi han er bange for at eksaminanten har glemt noget vigtigt.
Som om det er vigtigt at konstatere at dette er/er ikke et folkeeventyr. Der skulle helst være mere kød på dét ben.
Under kategoriseringen kan man jo også lige nævne at folkeeventyr igen kan deles op i tre grupper (efter indhold):
Dyreeventyr (fabler)
Skæmteeventyr (satire over dumhed og affektion)
Egentlige eventyr (de fleste)
Forfatter
Som bekendt er folkeeventyret fra en tid hvor det at læse og skrive ikke var hvermandseje. Så eventyrfortællerens identitet skjuler sig altså i fortidens tågeslør.
Og pas lige på her: Asbjørnsen & Moeog Brødrene Grimmer altså ikke anført ved et givet eventyr fordi de er forfatterne. Nej, det er takket være d’herrer at vi i dag har bevaret hhv. norske/nordiske og tyske/europæiske eventyr. De er nemlig folkemindesamlere som har sørget for at få skrevet disse mundtlige overleveringer ned inden de gik i glemmebogen.
Vi regner som regel den folkelige digtning til 1300-1600- årene, men mange eventyr går faktisk meget længere tilbage. Tænk bare på 1001 Nats Eventyr med fx Ali Babba & de fyrretyve røvere. Og netop disse arabiske eventyr viser at sådanne folkelige fortællinger kan have en lang, eventyrlig rejse på bagen inden de har nået vore kyster og slået rod i europæisk eller, især interessant for os, nordisk muld.
Mundtlig tradition
I den forbindelse kunne jeg tænke mig at indsparke en fodnote: Man har gjort meget ud af at fremhæve at den mundtlige fortælletradition, i modsætning til den skriftlige, i sit væsen er “utroværdig”, forstået sådan at hver gang en historie er blevet genfortalt er den blevet forandret en lille smule.
Det mener jeg er en helt gal betragtning som udspringer af manglende kendskab til den mundtlige traditions videreformidlingsstyrke og nøjagtighed. Tænk bare på den umiddelbare reaktion hos barnet hvis man læser forkert i det eventyr det nu har hørt for 117. gang. “Det er jo forkert, Far, læs det rigtigt!”
Men det er jo skrifttradition der her formidles?! Både ja og nej. Skrifttraditionen her ligger alene i det faktum at fortælleren ikke kan huske sin historie, men er nødt til at stive sin hukommelse af med det skrevnes krykker. Man kunne jo forestille sig en tid uden forstyrrende elementer som aviser og massemedier, og hvor fortælleren kan sin historie på fingerspidserne fordi han selv har hørt den 117. gange.
For i en tid hvor fortællingen var eneste underholdning i de lange vinteraftner, i en tid hvor “Emils far og Alfred sidder og reparerer tænder på høriverne, og hvor Mor og Lina karter uld”, fortæller en Krösa-Maja sine historier igen og igen. Og jo, hun har nok lagt lidt til hist og her når det gjaldt nabosladder. Men ikke nødvendigvis når det gælder de kendte historier som børnene efterhånden har kunnet forfra og bagfra. Har hun ikke lige kunnet huske hvordan historien går, er hun sikkert også blevet rettet af en Emil eller en Ida som tydeligt kan huske hvordan den lød sidst. Ellers ville de andre voksne gribe ind. De kan den nemlig også.
Tænk bare på den islandske lovsigemand. Hvis sagasamfundet ikke skulle gå fuldstændig til i lovløshed og æresdrab, måtte loven kunne fremsiges på Tinget uden slinger i valsen. “Var det nu lige sådan eller sådan?” Nej, det går ikke.
Og her er gentagelsen, og selvfølgelig også rimet, det vigtigste bevaringsredskab – konserveringsmiddel, om man vil.
Så min påstand er: Det er ikke den mundtlige tradition som sådan der gør at eventyrerne findes i flere versioner, det er snarere den enkelte fortælles trang til “hjemliggørelse”, til at knytte an til lokalsamfundet.
Romantikken
I romantikken (i slutningen af det 18. årh.) dyrkede man ikke blot fantasi og følelse, men også natur, folkeliv og historie. Så det var ganske naturligt at man nu ved denne kulturperiodes begyndelse higer og søger i gamle bøger, og med spejdende øje og øre opleder de gamle skatte i den folkelige digtning, pudser dem af og ikke mindst skriver dem ned.
I Norge er der tre personer som er vigtige i denne sammenhæng:
- Peder Christen Asbjørnsen (eventyr og sagn)
- Jørgen Moe (eventyr, sagn og viser) og
- M. B. Landstad (viser)
Og fra Tyskland som nævnt
Handlingen
Eventyrets handling behøver man ikke bruge mange ord på, undtagen lige hvis du som Rodari <link følger>, har tænkt dig at skrælle lagene af og bruge fortællingens skelet til en gendigtning.
Man kan selvfølgelig også sammenligne handlingsforskelle i forskellige versioner af samme eventyr. Endelig bør man vel også i dag i forbindelse med eventyr nævne begrebet disneyficeringen.
Ex
Hos Disney kan Den lille Havfrue selvfølgelig ikke ende med at dø som skumbobler på en bølge, og her kan man så tage stilling til om denne voldtægt på et H. C. Andersen-eventyr er ok eller ej. I den mere saglige afdeling kunne man forsøge at holde sig til en påpegning af de tydelige forskelle der er på de to universer (Anders And-moral kontra eventyret som kan være anderledes barsk og kontant, jf. Tovelils endeligt i Valdemar & Tove, en folkevise med tydelige eventyrtræk; eller de onde stedmødres velfortjente straf hos brødrene Grimm.)
Mere uskyldig er måske Disneys brug af tildigtninger à la Askepots gudmor. Til gengæld vil det ordsprogsagtige “huk en hæl og klip en tå” aldrig være gået hos tegnefilmsgiganten. NB i øvrigt mht. disneyeventyr at “han” ofte lader et dyr overtage en slags hovedroller. Tim & Bom i Askepot, Jesper Fårekylling i Pinocchio hvor fårekyllingen i den originale italienske version kommer til at se helt anderledes stjerner end dem vi hvert år ved juletid opfordres til at ønske ved.
Eventyrets love
Hvad er karakteristisk for eventyret ud over indledningen “Der var engang …”? Første og fremmest at i eventyret kan alt lade sig gøre, kun fantasien sætter grænser. Vi bliver ført ind i en vidunderlig verden af trolde, bjergtagning, forvandlinger, trylleri og overnatur.
Men læg mærke til at vi faktisk kan udtale os ret så eksakt (videnskabeligt) om eventyret som genre, den måde det er bygget op på, den måde historien serveres på. (Man behøver ikke forfalde til subjektive psykologiske fortolkninger.) Her har jeg opstillet en analyse der først og fremmest er inspireret af Olriks episke love for folkeeventyret:
1) Enhedsloven
2) Totalsloven
3) Modsætningsloven
4) Tretalsloven
5) Bagvægtsloven
6) Gentagelsesloven
7) Fortællingens lovmæssighed mht. indledning, klimaks og slutning
Måske ikke helt tilfældigt ender vi på tallet 7!
Ad 1) Enhedsloven taler om “handlingens enhed og handlingens ligeløb”, dvs. at handlingen hele tiden bevæger sig kronologisk fremad. Tilbageblik (flashback) forekommer ikke.
Ad 2) Totalsloven taler om antal personer på scenen hvor der som regel kun optræder to (eller ganske få) ad gangen. Hvis faderen taler med de tre sønner, sker det som oftest kun med én ad gangen. Når de andre skal kommentere på den yngstes kommende muligheder for at vinde prinsessen, sker det tit i anden sammenhæng. Jf. Klods-Hans og brødrenes kommentarer til hans “fund” undervejs til hoffet.
Ad 3) Modsætningloven taler om forholdet mellem fortællingens hovedpersoner: klog/dum (og læg mærke til at det ikke altid er den kloge “der vinder”, jf. Klods-Hans igen), ung/gammel (far/søn(ner)), rig/fattig, ond/god og stor/lille.
Ad 4) Tallovene: Tretallet er vigtigt (næsten altid tre brødre, tre prøver, tre hoveder på trolden, tre …) Men der er også magi i andre tal, og bemærk her at 12 er mere “værd” i den folkelige tradition end fx det nutidsdominerende 10-tal, måske fordi 12 kan divideres med både 2, 3, 4 og 6 hvor 10 må nøjes med sølle to divisorer, 2 og 5. – Endelig skal vi ikke glemme at der er syv vilde svaner, syv fluer i ét smæk osv.
Ad 5) Siger vi De tre bukke Bruse, siger vi også bagvægtsloven: Her er det tydeligvis den vigtigste person der kommer til sidst. Med de tre brødre er det selvfølgelig også den sidste der vinder prinsessen, dræber trolden, finder skatten, får belønningen fordi han deler sin madpakke med den fattige …
Ad 6) Gentagelsesloven siger at begivenheder og/eller udsagn fra fortællingens begyndelse må gentages hver gang en ny person introduceres på scenen. “Duer ikke! sagde Kongedatteren. Væk!”
Gentagelsen kan også bruges i den dramatiske understregning af at det må gå galt om man ikke kender sin begrænsning og kræver mere og mere ind:
“Flynder lille, flynder god,
stig op til mig af havets flod,
for min hustru Isabil
vil meget mere, end jeg vil.”
Understreget af havets tilstand fra gang til gang hvor fiskeren er sendt ud i ærinde af konen i muddergrøften.
Ad 7) Indledningsloven sikrer at fortællingen altid lægger ud med et roligt optrin som igangsætter for de senere begivenheder, faderens død, en begivenhedsfattig hverdag … At fortællingen, idet spændingen stiger, arbejder sig frem mod en klimaks, kaldes stigningsloven. Hvileloven taler endelig om hvordan fortællingen efter de sidste højdramatiske begivenheder lægger sig til ro i et “og de levede lykkeligt til deres dages ende”, prinsen på den hvide hest, stadsmusikanternes erobring af huset og/eller den onde stedmoders død, osv.
OG det siger sig selv at disse eventyrets love ikke kun gælder for folkeeventyret; kunsteventyret bruger bevidst mange af disse tricks til at give fortællingen saft og kraft, jf. de anførte henvisninger til H C And. Og så finder vi dem naturligvis også i andre genrer hvor en påpegning heraf kan være på sin plads, folkevisen <link>fx.
Persongalleri
Der er også et vist persongalleri der går igen i eventyr efter eventyr:
- faderen og sønnen
- datteren og den onde stedmoder
- den gode fe (måske i skikkelse af den i opgaven anfægtede jæger).
Visse navne er mere almindelige end andre. I Danmark er det fx Per, Peder og Peter. Eller Per & Poul (som er blevet en generel betegnelse for mennesker i al almindelighed). I Norge er det næsten altid overladt til Askeladen <link> at klare ærterne (Askepots?!).
Men også dyrene har deres gengangere. Af de vilde er det ræv, bjørn, hare og hest der oftest går igen; blandt fuglene ørn, ravn og ugle; og hos husdyrene er det gris, høns og ged. De sidste tre(!) optræder i henholdsvis Pandekagen der løb hjemmefra (på vers i Lystige Viser for Børn), De tre stadsmusikanter (hvor hanen har en vigtig rolle) og i De tre Bukke Bruse.
Sproget
Endelig kan man også analysere selve sproget i eventyret. De vendinger som er faste ingredienser i indledninger og slutninger. “Der var engang …”, “og de levede lykkeligt …” Og de ord og udtryk som er typiske for eventyret eller typiske for eventyrdigteren. En af de ting som er typisk for eventyr, er at den samme vending bruges igen og igen. Gentagelsesloven tilsiger ikke blot at den samme besked skal gives igen og igen. Men når faderen sender sine sønner ud, sker det ordret med de samme formaninger. Når sønnerne møder den samme prøve, introduceres den med de samme ord. Eventyret om den forslugne Askeladen: “Hugger du av skogen min, så dreper jeg deg,” sa trollet.
Pandekagen på flugt har så den herlige ekstradimension i kompositionen at ikke nok med at forrige udsagn gentages, men der bygges på for hver ny person pandekagen møder, så det til næstsidste (i nogle versioner sidste) person lyder: “Når jeg har gått fra kone krone, gamlefar’n, sju skrikerunger, fra mann brann, høne pøne, hane pane, ande vande, og fra gåse våse, så kan jeg vel gå fra deg, gasse vasse,” sa pannekaken og tok til å trille og trille det forteste den orket.
Mht. til billedsproget<link senere?> kan man passende finde eksempler på besjælinger og personificeringer samt metaforiske sammenligninger. Egentlige metaforer skal man på den anden side vel lede længe efter i eventyrene. Det er sjældent at nogen på den måde tager eventyrene ved hornene.
Eventyrelementer
En hel del stilistiske elementer indgår også i det givne eventyrs disposition. De er ikke nødvendigvis med alle sammen hver gang, og ofte blandes kortene på nye måder for hvert eventyr.
Rodari har stillet dem op sådan (Rodaris eventyrtemaer fra Fantasiens Grammatik, p.85):
